Jeg seer endnu de billedfyldte Sale,
Hvor Kunsten væved med begeistret Sind
Det Ideelle eller det Reale
Som Stikninger i Gobeliner ind.
Jeg seer dem, disse brogede Tapeter,
En Billedverden, straalende og glad,
Et Stævne mellem store, smaa Propheter,
Et Blomsterflor, som plukkes Blad for Blad.
Det var i Wien, ved Verdenskunstens Stævne;
Og Hver, som kjendte Snillets Skabersprog,
Og kunde Sprogets Trylleformel nævne,
Bød frem sin Skabning fra den mindste Krog.
Vidt strakte sig de store Markedssale;
Det var da derom Markedsstriden gjaldt,
At faa det store Publikum i Tale,
Og vinde frem, hvor Mængdens Øie faldt.
Man saa da hine pralende Kolosser,
Hvis Formaal er at slaa den sløve Sands,
Hvis Lærred favnevis er spændt paa Sprosser,
Der sluttes ind af Rammens gyldne Glands.
Guder, Gudinder, Parvis karesserende,
Død, Dom og Djævle, styrtende Rebeller,
Cæsar triumphans, Fanger defilerende, —
En Kunst, hvis Pryd Piloti, Cabanel er.
Man saa Germaniens blonde Kunstner male
Hver Seier som har stækket Galliens Ørn;
Til Lyd slaar Trommen i de tydske Sale,
Paa faldne Fjender tramper Tydsklands Bjørn.
Men Seiren er Kanonens, — Kunstens Seire
Har ikke fulgt Sedan og Gravelotte.
Her kan La France endnu Triumpher feire,
Og Vaabnet er — den franske Farvepotte.
Dybt dypper Galliens Søn i Farvevædsken,
Fint finder Lys og Skygge Formens Vei;
Her er en Kunstens Tørst, som søger Lædsken,
Et Kjødets Krav, som kjender Skranker ei.
Den Haand, der slap Standarten midt i Striden,
Haandterer Penslen trofast, uforsagt;
Og mens Standarten er lagt hen for Tiden,
Gjør Kunstens Sønner Frankrigs Grændsevagt.
Her, under Verdenskunstens store Møde, —
I en Concert af Farvetonens Kraft
Og Formens Harmonier, haarde, bløde —
Slaar Frankrig Takten med sit Penselskaft.
I Verdenskunstens samlede Orkester
Der spiller Frankrig første Violin,
Og dér er Frankrig Dirigent og Mester,
En Dirigent saa smidig og saa fin.
Og dog, — mens her Europas Stemmer hylde
I Chor, begeistret, Frankrigs Mesterskab,
Saa er der noget Tomt i denne Fylde,
Og disse Seire minde tidt om Tab.
Der er et eget Træk om Mestrens Læber,
Et ubeskriveligt, et anstrengt Træk,
En Rynke, som han kun forgjæves stræber
At jage med et Latterudbrud væk.
Der er, naar man fra Haandens Kunst vil vende
Sit Blik mod Hjertets Kunst og Poesi
Forat faa Snillets indre Væld at kjende,
I disse Tavler: Tidens Anæmi.
Der er en Blodløshed trods Blodets Strømme,
Som flyder under Morderstaal og Skud;
Der er ei Blod bag disse altfor ømme
Og altfor nøgne Kvinders sarte Hud.
Der er et ængstligt Suk, som selve Angsten
For ei at »blive seet« gjør dobbelt stærk;
Man skrider rustet som en Lærd til Fangsten,
Naar ind man samler Studier til sit Værk.
Man maaler, veier, vrager og kopierer,
Man spidser Penslen eller gjør den bred;
Naturen under Loup’ man dissekerer,
Og samler Værket sammen Led for Led.
See, hvilken Flid i disse Billedværker,
See, hvilket anstrengt Studiums Resultat!
Men ak, det Fødte bærer visse Mærker,
Som klager over Fødslens Apparat.
Den franske Kunst er Kunst fra et Katheder.
Dens Lys er tændt; det skinner over Landene. —
Men Guddomsgnisten, den er kun Salpeter,
Og Aanden svæver ikke over Vandene.
Hvergang Geniet voldsomt fremad bryder
Paa kraftig Vinge som den unge Ørn,
Man samler sig, og Marken trindt gjenlyder
Af Raabene »Til Vaaben!« »Vaer Jer, Børn!«
Talentet, blot og bart, bli’r Fugleskræmsel.
Med det man tror at gjænne Fjenden væk.
Men mens Talentet smulrer hen i Glemsel,
Mod Solen stræber Ørnens Vingestræk. —
Eugène Delacroix, Du stolte Kjæmpe,
Classicitetens Kraftantagonist!
Din Læretid løb ikke hen med Lempe,
Og ristet blev Du paa Kritikens Rist.
Eugène Delacroix, Du store Mester,
Du Farvens panserklædte Oprørsaand!
Din Kunst blev til et Sværd mod Formens Præster,
Som vilde binde Dig med »Skolens« Baand.
De kaldte Dig helt haanligt »Koloristen«.
Undskyldende de løfted Skuldrens Blad.
Du stod som Guden hævet over Tvisten,
Og saa dem skille sig i Leire ad.
Hvor er nu hine Fjender eller Venner? —
Ærbødigt har de sænket deres Faner.
Du staar alene. Kunsten Hilsen sender
Til Dig, dens Drot; Du franske Venetianer.
Her hersker Du, ved Verdenskunstens Stævne.
Din Genius slaar med Lynildsværgets Magt
Til Jorden hvert et Navn, som man vil nævne,
Og som har her til Kamp sin Fane bragt.
De vige Pladsen Dig. Din Stemme lyder;
Hør, hvilken Klang den har i disse Sale. —
Med ydmyg Læbe jeg Din Tale tyder,
Skjøndt Tolkens Sprog er fattigt mod Din Tale:
»Det er mod Aften. Ved de øde Strande
Naturen hælder sig mod Søvnens Bryst.
Det er mod Vest, i hine fjerne Lande,
Hvor Oceanet væder Steppens Kyst.
En Indianer og hans unge Kvinde
Har leiret sig paa Sandets nøgne Leie;
Nys taug de store Skyers vilde Vinde,
Og Bølgen slumrer bag de vaade Veie.
Der er en Dødens Alvor i Naturen,
En trøstløs Skygge over Ørknen spredt.
Som Skjæbnen kold sig reiser Klippemuren; —
Og her har Ørknens Børn et Leie redt!
Her sprudler Livets evigunge Kilde,
Hvor knap et Græsstraa finder Ly og Varme;
Et herligt Haab, trods Nattens Skygger vilde,
Frembæres trygt af ømme Moderarme!
Bleg er den brændte Steppes brune Datter?
Af Smerte bæver end den bange Mund;
Det vaade Øie spørgende knap fatter
Miraklet, som er skeet i denne Stund.
Dér ligger Glutten, nøgen, rød og buttet,
Mod Moderbrystet rækker den, og skriger;
Og Faderen, forvirret, stolt, betuttet,
Med Undren stirrer paa den lille »Kriger«.
Der er et Øde udenom de Trende; —
Der er en Rigdom paa den snevre Plet.
Snart vil den stolte Fader Baalet tænde,
Og Røgen hvirvles da mod Himlen let,
Og mælder til de fjerne Jagtrevierer,
Hvor Slægtens Ahner fælde Bjørn og Oxer,
At Krigerætten endnu frodigt spirer,
Og Ørknens Kongestamme herligt voxer.« —
Der er en Livskraft her i dette Billed,
Et Væld af Hjertets dybe Poesi.
Det er som følte Du Dig ene stillet
I Ørknen mod Naturens Tyranni.
Du føler Trykket, og — Du er befriet:
Det store Hjerte gjemmer i sit Eie
Den Magt, som hersker over Despotiet,
Og baner Foden Sti og Haabet Veie ...
Han, denne Farvens vældige Betvinger,
Gaar aldrig paa Akkord i Kunstens Kamp;
Han Tidens Moloch aldrig Offer bringer
I nøgne Kvinder, Slagterblodets Damp.
Det er med Livets Alvorskamp for Øie,
Med Kunstens Herosalder for sin Hu
Han fører os ad Stier himmelhøie
Mod Bjergets Top fra Sumpens kvalme Gru.
Dér ruller han saa op det rige Tæppe,
Hvori hans Syner vævet for Dig staar.
Dit Øie undres, Tanken fatter næppe,
Hvor høit hans Vinge over Dalen slaar.
Dér skuer Du den blege Helt med Bløden
Udaandende sin blide Guddomssjæl;
Blodsdraaben, purpurvarm fra Martyrdøden,
Med evigt Mærke stempler Korsets Fjæl.
Du føler Angsten her blandt denne Mængde
I Fiskerbaaden fra Genezareth.
See, Søen imod hele Skudens Længde
Fremstyrter sydende med Skum og Skvæt.
Hvor er han? Hvor er Mestren? Kan han sove
Mens Døden gaber op fra Dybets Bund? —
Vær rolig. Snart han tæmmer Havets Vove.
Der er et Herskersmil om denne Mund.
Du seer Medea, rasende i Hulen,
Beredt at røve Børneflokkens Liv;
Du seer Araberen i Løvekulen,
En Kamp paa Liv og Død, med Klo mod Kniv.
Bestandig er det Lidelsernes Dybde,
Udmaalt med ømt, men mandigt Kunstnerblik,
Som vækker Angsten her i Hulens Krypte
Ved den Vision, som Sjælens Øie fik.
Bestandig slaar en Luftning os imøde
Fra disse Tavler som fra Livet selv.
Ved disse Syner vore Kinder gløde
Og Blodet bruser gjennem Aarens Elv.
Det er os selv, vor Lykke, vore Kvaler,
Vort Kjød og Blod, og ingen kjøbt Model,
Som gjennem disse stumme Læber taler,
Og tolkes af den mægtige »Rebel«.
Bestandig er det Aandens Blink, som bryder
Sit Lyn igjennem denne Farveglød.
Bestandig flammer Farven op, og byder
Med mægtig Herskerstemme: »Liniens« Død! —
Det er en Troldmand, som af Morgenskæret,
Af Nattens Halvlys, Solnedgangens Pragt
Har vævet sig en Kappe. Frit for Veiret
Henvifter Væverens Vidunderdragt.