I.
Vi læste jo alle, den Gang vi var smaa,
Om det Land i det lokkende Fjerne.
Det flød som en Ø i det duftsvangre Blaa,
Med Kirker, Paladser og Skove paa,
Men aldrig kunde vi Øen naae,
Og vilde dog alle saa gerne.
Naar med bugnende Sejl i den høje Mast
Vi styred mod Det, som vi tro’de stod fast,
Hist i det lokkende Fjerne,
Saa var det en Bobbel, og Bobbelen brast;
Det forsvandt som en dalende Stjerne.
II.
Til Aftenklokkernes dæmpede Klang
Tændes nu Stjerne ved Stjerne.
Der ligger en Ø i det Fjerne;
Dér var jeg saamangen en Gang.
Dér sad jeg ved mørke Cypressers Fod,
Under drømmende Pinier laa jeg,
Mod Solen,- den vigende, saa’ jeg,
Til Synet mig helt forlod.
Da følte mit blændede Øjepar,
Naar Solen kyssede Muren,
Naar Skyggen favned Naturen,
At Livet en Rædsel var.
En Skønhed, bleg, paa en øde Ø,
Med Vidder til alle Sider,
Ufattet i alle Tider,
Ufødt, og som ikke kan dø.
Hun aander næppe, hun sidder saa stum,
Ej Øjelaagene dirre,
Som Glas Pupillerne stirre
Ud i det uhyre Rum. —
Til Aftenklokkernes dæmpede Klang
Tændes nu Stjerne ved Stjerne.
Der ligger en Ø i det Fjerne;
Dér var jeg for sidste Gang.
III.
Disse Blomster, jeg fik af det syge Barn,
Bærer jeg nu paa mit Bryst.
Oleander, Violer og Laurbær.
Og Blomsterne væver og fletter et Garn,
Jeg mærker det ikke, det gaar saa tyst;
Men i Maskerne snart er jeg hildet.
Mit Hoved synker; hvor vil Du min Fod? —
Tilbage til Øen, hvor Barnet stod
Og plukked og gav af sin Overflod:
Oleander, Violer og Laurbær.
Det lægger sig sødligt om hver en Sans,
Stjernerne straaler med dobbelt Glans,
Mens ene langs Stranden jeg vanker.
Duftende Kys og en Laurbærkrans;
Bort, urolige Tanker! —
Det er farlige Blomster; de sætter Frugt.
Ak, Barnet var voksent og Barnet var smukt.