I.
De bar mig i stille Timer
S. Giorgios Kirke forbi;
Bærerne det var Bølger,
De sang en Choralmelodi.
Natten var vellugtsvanger.
Mit bævende Øje saa1
Op mod det straalende, store
Stjernebestrøede Blaa.
Jeg følte Bygninger glide
Forbi mig, store og smaa;
Jeg stirred bestandig ivejret
Fra Baadens Bund, hvor jeg laa.
Jeg vidste, hver Sten i Muren
Var plettet af Tidernes Skrift,
Jeg vidste, hver straalende Tinde
Var revnet med Slægternes Rift.
Jeg vidste, jeg selv var en saadan
Enkelt, løsreven Sten,
Mine Venner kalkede Grave
Over skrøbelige Ben.
II.
Og medens jeg saaledes drømte,
Saa knuged jeg hæftig min Haand,
Som vilde jeg rive isønder
Saa mangt et usynligt Baand.
Der blev mig med et saa snevert
I Baadens hulede Bul,
Jeg følte Lyst til at sparke
De kalkede Grave omkuld.
Men Stjernerne stirred alvorlig,
Hovedrystende ned:
Den kluntede Menneskemurbrok’,
Som ovenikøbet er vred!
Saa tog de hinanden ved Haanden
Og gik i et mægtigt Chor,
Og sang, som der aldrig synges
Paa denne ustadige Jord. —
Jeg bares i stille Timer
S. Giorgios Kirke forbi.
De sang deroppe. Det kaldes
Sfærernes Harmoni.