Ved Santa Maria della Salute,
Under den høje Portal,
Langs Trappen, som sænker sit Amphiteater
Ned i den store Canal,
Dér hviled i Dagens døende Skær,
Lejret i Grupper hist og her,
Arme og Benene bare,
Kroppe som Bronce, Laser til Klæ’er,
En ubevægelig Skare.
Det var, som en Maler fra Republikens
Storhed, med Opbud af Alt,
Flid og Begejstring, hvad Sekler rummer,
Havde stillet hver enkelt Gestalt.
Her trængte et tiziansk Hoved sig frem.
Her vred sig et stort, tintorettosk Lem,
En Paolo viste Profilen;
En Fyr i Forkortning havde en Rem
Af Huden fra Tiepolo-Stilen.
Og Alt saa højtideligt, ret som om Døden,
Den græske, den venlige Død,
Havde stanset sin Gang paa Trappen med omvendt
Fakkel, og traadt paa dens Glød.
Dér hviled de alle, og stirred imod
Den store Canal, der flød som en Flod
Med Skyggerids over sin Flade;
Fattige Rids fra en Overflod
Af Paladser med Guldfaçade.
I Barken, ved Aaren var tjent.
Pokker skulde da slide længer,
Med Dagen var Donten endt.
Hist sank et Hoved, men ganske tyst
Ned paa det blottede, brune Bryst;
En Dreng begyndte at synge.
En underlig dæmpet, hendøende Røst, —
Musik til den malede Klynge.