Jeg sad om Aftenen ene i min Stue,
jeg havde kun set Sorg den hele Dag,
jeg følte mig saa træt, saa svag,
jeg følte Strømmen ebbe i mit Sind;
da banked det . . .
jeg hvisked bæst:
Kom ind!
Jeg tro’de, det var ham, den store Jæger,
som støver Vildtet op i By og Land,
ham, som kun Faa med Fasthed nævne kan,
skøndt alle nævner ham — og tæller Fangsten . . .
Jeg lukked op; — det var ej ham —
men Angsten.
Da husked jeg, hvor Luther paa sit Wartburg
begegnede vor gamle Arvefjende;
og hurtig greb paa Bordet jeg iblinde —
og slynged ham i Synet . . . Blækket? — nej —
i Farten kunde jeg mit Blæk ej finde —
jeg greb det Glas, som stod — Bourgognens Drue —
j og hæved det — og drak det ud — og se:
forsvundet var Phantomet af min Stue!
Men udenfor jeg hørte Nogen le —
mon det var ham? . . .
aa Snak, jeg lo jo selv!