Og Apothekeren lo bag sin Disk
og gned sine snavsede Hænder:
nej Mage til Pest og til Kundekreds
jeg ej i min Levetid kender!
Her kommer de stimevis stvrtende ind,
som gjaldt det Livet, de Taaber,
forlanger Karbol til at vaske sig med,
og koleradræbende Draaber.
Og alt skal de faa — til højeste Pris;
hæng i! det er hele Sagen.
Døden han skyer et Apothek —
den Ting er vel klar som Dagen!
Men Døden greb ham og lo dertil:
Du har jo, Taabe blandt Taaber,
forglemt i din Travlhed at vaske Dig selv
og ta’e dine egne Draaber!