Jeg ser dem paa Gadehjørnet at staa,
jeg ser dem, de fader- og moderløse Smaa,
jeg ser dem — og holder for Øjet:
én vakler og véd hverken ud eller ind,
én staar dér som Støtte, med Taarer paa Kind
— én leger saa sorgløs fornøjet!
Du barnlige Leg under pestsvangre Sky,
Du sorgløse Sjæl i den mørknende By,
Du Spurv i de hjemsøgte Gader:
O, havde jeg Evne, som Hjærte jeg har,
jeg tog Dig og hjem til min Hybel Dig bar,
jeg blev Dig en Moder og Fader!