Barretten i Haand
og Farvel til den Sidste,
min Luth over Skuldren,
min Kaarde ved Lænd,
mit Hjærte paa Læben,
min Sang til al Verden,
saa gaar gennem Verden
den farende Svend.
I Herrer, som byder
bag Mure og Grave,
I Fruer, som pryder
den fløjsmykte Gaard:
min Sang ved jer Side
fik Sangerens Kaar;
først ret paa det Vide
han selv den forstaar.
Den suger fra Skoven,
hvor Vilddyret bygger,
sin Aande, sin frejdige
Friluftsmusik,
fra Luften, fra Voven
den stjæler de Smykker,
som Solen forglemte
hver Kvæld den nedgik.
Han suger fra Salen,
fra Latter og Smilen
den kaade, den ømme,
den legende Gift;
men Dagluftens sunde,
husvalende Strømme
udglatter, hvor Pilen
har ridset sin Rift.
I pryded for Sangen
min Vams med Kokarder,
jer Guldbørs belønned
mit gode Humør.
Dukaterne rulied,
Kokarderne falmed:
mit Sind og min Sang blev
de samme som før.
I Herrer, som klukked,
naar Spøgen Jer hoved,
I Fruer, som sukked,
naar Sangen var øm:
min Vin har jeg drukket,
min Søvn har jeg sovet;
var Rusen end liflig,
det var kun en Drøm.
Jeg red mig fra Gaarden
med Luth ved min Side,
min Kaardespids satte jeg
Verden for Bryst;
jeg raabte: Her leges
med Staal skal I vide!
og tvang dem at tage
til Hat for min Røst. —
Barretten i Haand
og Farvel til den Sidste;
med Luth over Skuldren,
med Kaarde ved Lænd,
med Hjærtet paa Læben,
sin Sang til al Verden,
saa drog gennem Verden
den farende Svend.