Jeg hører, at Ole
Pihl er ej mere.
Han blev vel derude? ....
»Naturligt; hvad andet?
Den, som bestandig har plasket paa Søen,
Han ender begribeligvis i Vandet.
De var ude med Baaden, han og Flere,
Det var Jevndøgnstider, og Søen brød,
Jollen smak over; de laa og flød
En Stund i Vandet, et Par Timers Frist.
Og han tilsidst.
De kom vel iland, men ingen ilive.
Ole er død.
Han var den Første paa hele Lejet
Fra han blev fød’.
Hvor meget han aarked, hvor meget han vej ed,
Det vil jeg slet ikke føre paa Tale.
Jeg siger bare: han kunde hale.
Naar Baadene skulde trækkes paa Stranden,
Og Slidet var haardt, saa var Ole Manden.
Jeg siger det her, og vil ikke lyve,
Ole han haled for hele tyve.
Ja, han var Først paa det hele Leje
Fra han blev fød’.
Lidt sær; — ja han gik sine egne Veje,
Men da han var kendt som en godmodig Sjæl
Af Smaa og Store, hvorhen han gik,
Saa lod man ham gaa efter sit Bestik;
Og Oles Navigation var reel.
Han har kun en eneste Gang skamferet
En Mand; og deri var Manden Skyld.
For Ole han gik en Gang med en Byld
Paa Foden og humpede om ved en Krykke;
Saa kom der en Mand; han var nok fuld,
Han sparkede Oles Nødmast omkuld,
Og det var en ren Guds Lykke
At Ole ikke faldt med.
Ole fik samlet sit Rundholt op,
Og gnubbed sig over det daarlige Sted,
Men, da der intet var gaaet itu,
Saa retted han bare i vej ret sin Krop,
Og sa’e til Manden ganske sindig:
Hør nu, Du,
Ikke saa gesvindig!
Den Anden blev rigtig grov som en Stud.
Saa langede Ole til ham ud;
En eneste Gang blot; men det var nok.
Manden han daskede ned som en Sok;
Saa bar de ham til Barberen hen.
Jeg undrer mig paa, at han vaagned igen.
Som sagt, det var kun den eneste Gang;
Forresten var Ole saa hjertensgod,
Som Dagen var lang.
Han sagde saa tidt, at han ikke forstod,
Hvorledes man nænned at pine Dyr.
Han havde en Gris, en gemytlig Fyr,
Med Proptrækkerhale og Plet paa sin Tryne.
Ham gav Ole sin Underdyne
En Vinter, da Kulden var lovlig stram.
Mutter hun sa’e, det var en Skam
At gi’ til Grisen og ta’ fra ham;
Men Ole svared sin gamle Tøs,
At Grisen frøs!
Ole han redded Folk fra Forlis
I massevis.
Naar Bjergerne trykked sig for at gaa ud
Og svor, der var intet Lovsted til,
Som bød dem at sætte Livet paa Spil,
Saa svared Ole, han kendte et Bud,
Og det var Pligten.
Trods Stormen og Vejret og Kulden og Gigten
Saa maatte han ud.
Han fortjente Medaljen; men se om han fik den.
Det var engang, i et Herrens Vejr,
Saa kom der en Tremaster Revlen for nær.
Hele Lejet var nede paa Stranden,
Der stod de i Klumper og saa’ paa hinanden;
Himmel og Jord stod mesten i Et,
De syntes, det var dog lovlig hedt;
Imidlertid skreg de ude fra Skuden —
Hjælpe mig Gud,
De Skrig de skar gennem Stormens Tuden.
Men Ingen vilde vove sig ud.
De hørte dem skrige, saa’ Masterne falde —
Ole gik ud, og bjerged dem alle.
Se saadan en Mand var Ole Pihl,
Og nu har han taget sit sidste Hvil,
Og vaagner vel næppe saa snart igen.
Han var den stærkeste Gut, som fandtes,
Fra han blev fød’,
Han var den flinkeste Fisker, som spiste
Sit daglige Brød.
Han var min Ven,
Og nu er han død!«