Over Nordhavet kommer en Skude i Storm,
Saa tungt gennem Søerne den ruller;
Vandet vasker Bougen, men vasker ogsaa ind
I Lasten ad Lækkernes Huller.
De Varer derinde bli’r vaade, kan jeg tro; —
Fanden tage Varerne, naar bare man fik Ro
For den evige Hiven i Pumperne!
Kaptajnen har slaget i Rattet sin Klo,
Og Skuden hun lænser for Stumperne.
De vinder kun fremad med maadelig Fart;
Rummet er fuldt af Vand.
Mod Dæksbjælken slaar det i Lasten snart,
Der er langt til Land;
Saa hiv nu alle Mand,
Hiv væk! det gi’r Varme om Fingrene! —
»Han snakker, den Gamle, som skulde man tro,
At Alt var i Orden og Rattet i Ro
Og som vi ej her nu i Dage to
Maatte gnave Beskøjt saa haard som en Kno,
Og ikke faa Sul mellem Tænderne,
Og pumpe, til Blodet stod af Hænderne!«
Og Stormen bruste, og Søen brød,
Og Horisonten blev kobberrød
Og spaaede ilde for Natten. —
»Kammerater, den to Dages Tørn var haard,
Enhver kan nu se, hvad der forestaar,
Vi synker med hele Klatten.
Der kommer en Fisker dér til Luvart;
Jeg mener, at vi til den Gamle gaar;
Og vil han ikke med, faar han blive hvor han staar,
Og agere Matros og Kok og Steward!« —
De prajede Smakken. Den drejede bi; —
»Kaptajn, vi kan ikke andet:
Der er ingen fornuftig Mening i
At holde en Skude paa Vandet,
Som er saa skør og saa gammel.
Nu pakker vi ind vort Skrammel,
Og gaar med Forlov eller uden Forlov;
Tak skal De ha’ for det Pumpesjov,
Vor Fart skal faa andre Gænger;
Som den er, saa gaar den ej længer!« —
De saa’, hvor Kaptajnen med Ordene stred;
Han trykked Sydvesten i Panden ned,
Og sendte et Hug dem med Øjet;
Det gik gennem Olietøjet:
I gaar! Naa, Lykke paa Rejsen da,
Siden I kan ikke andet;
Men spørger en Bonde Jer inde fra Landet,
Saa husk at sige, I rendte fra
Jer Kaptajn herude paa Vandet.
I siger, at Skuden er gammel. Javist,
Den fødtes med mig, og vi døbtes tilsammen,
Jeg har sejlet med den i Nød og i Gammen,
Og vi ender vel ogsaa sammen tilsidst.
Vi to er et, det forstaar I nok ej,
I sejler jo kun for Hyre;
Skuden og jeg gaar den samme Vej,
Nu skal jeg alene den styre! —
Saa tog de Kister og andet Kram,
Og bar det ned i den norske Pram,
Som vager saa godt paa Vandet;
Og saa’ fra Smakken, som slingrede væk,
Over mod ham paa det øde Dæk; —
Da var deres Tanker lidt blanded’.
Han kommer vel efter! Der tog de fejl.
De saa’, hvor han krøb i den susende Rig,
Han kapped Beslag og gjorde Sejl,
Intet Mandskab, men sikkert Bestik,
Ene han klared det hele.
Og Søen bruste og Stormen lød,
Og Vandet dernede i Lasten brød,
Som skilte sig Skibets Dele.
Med Næven klemt om det knagende Rat
Han styred sin Kurs i den vilde Nat;
Hans Skude var simpel, han selv var skabt
Af det Tømmer, som ej i en Storm gaar tabt.