Lær mig at blive en Mand,
Haardt prøvede Hav!
Jeg hviler mig her ved Din Strand,
Lyttende til Dine Sange.
Vel har jeg hidtil holdt Stand,
Og ingen tør kalde mig bange;
Dog var jeg svag nok ibland’.
Luft Du nu ud mine Sange; —
Lær mig at blive en Mand.
Lær mig at kæmpe, utrættet som Du —
Men ikke med altfor meget Bulder.
Hvergang med opspilet Mund Du ruller
Og truer og raaber: nu kommer jeg, nu!
Saa trækker jeg tavst paa min Skulder.
Din evige Ungdom, din evige Styrke,
Den vil jeg hædre og den vil jeg dyrke;
Men Braget, hvormed Du i Striden bryder,
Tillad mig, o Hav, som Svaghed jeg tyder.
Lær mig at blive Dig lig,
Dybtrullende Hav!
Stedse med Lavhed i Krig,
Lyttende til Dine Sange.
Løft mig for Storhed en Flig,
Lad, om end glimtvis mig fange
Udsigten, straalende rig,
Bort mod de evige Sange; —
Lær mig at blive Dig lig!