Der skinner Sølvglans over Havets Vove;
Hvor Dagen slap, ta’r Dagen atter fat,
Og Skyen staar som violette Skove;
Hvem kunde sove
Ombord, paa Søen, saadan Julinat!
Ved Roret sidder jeg, og Baaden glider
Søvngængersikkert over Bølgens Tag;
Vidt flygter Grænsen bort til alle Sider,
Alt sig udvider,
Nat bliver Gry, og Gryet bliver Dag.
En saadan Nat — hvem skænked ikke gerne
Den blege Død to Snese Oldingaar!
Et ungdomsfyrigt Blik ud mod det Fjerne
— Dig traf det gerne —
Og saa en Baad, som rapt mod Maalet gaar! —