Jeg stod, hvor Molerne strækker
Fra Stranden i Havet frem
To krummede, favnende Rækker,
Som Bølgen med Skum bedækker,
To Arme, som vinker: hjem!
Derude stod Havet i Fraade,
Og Skyerne havde Hast,
Og Skibe saavel som Baade
De slæbte sig Kludene vaade
Og slingred med Spryd og Mast.
Fra Fartens tusinde Farer,
Fra Skibbrud frelst og fra Læk,
Kom Skibenes flygtige Skarer
Og laa nu med Skrog og med Varer
Fortøjet for Anker og Dræg.
De vugged bag Molernes Arme.
Og Skipperne trak deres Vejr:
Ja nu kunde Bølgerne larme!
De pusted sig Fingrene varme
Og smed deres Olieklæ’r. —
Saa kom der en Sejler om Hjørnet;
Den drejed for akavet rundt.
I Bougen en Planke var skørnet,
Med Bougen mod Molen den tørned,
Og sank i samme Sekund. ....
Betryggelsen aabnede Favnen.
Det Hele hang i et Haar.
En raadden Planke i Stavnen,
Og saa lide Skibbrud i Havnen —
Ja, saadan i Verden det gaar.