De gik langs det legende Hav,
Og Bølgerne dansed saa lette
Med Skum ad den gyngende Slette;
De vandrede langsomt Fod for Fod,
Stansed, og bukked sig hvor de stod;
De søgte sig Rav.
Hun fik hvad af Havet han tog;
Skønt blev det slebet, i Form af et Hjærte,
Det skinned saa klart som den klareste Kærte,
Hun bar det paa Barmen, hun kyssed det tidt,
Hun gav ham til Gengæld sit;
Men det var et Hjærte, som slog.
Han fór paa det gyngende Hav;
Hun mødte ham ingensinde.
Hun bar paa hans Hjærte derinde,
Bar det hos sit, bedrøvet og glad,
Hun vidste slet ikke at skille dem ad; —
Og hans var kun Rav.