Jeg priser mig Dagen, dens Sol, dens Smuds,
aldrig jeg gør som den dumme Struds,
stikker mit Hoved i Busken og dør!
Jeg lever, jeg lever, jeg bruger mit Øje,
vil vrage, vil smage, ved alt mig fornøje,
og kommer min Time, velan da, jeg dør:
efter mit Maaltid, men ikke før!
Se Bordet er dækket, for Dig, for mig,
hvem i Alverden vil undslaa sig,
sidde forlegen og føle sig rød?
Vorherre kan næppe ha` ment med sin Gave
at ville os ilde for Mund og for Mave,
og blev det end Døden: O Drue saa rød,
er du en Gift, saa er Giften sød!
Kom, Kylling og Vagtel, kom, Lys og Fest!
Indbuden er jeg som Dagens Gæst —
Underforstaaet ?til Natten? tyst.
Umærkeligt glider da Timerne
mod Stunden, da svunden er Dagslysets Vover;
jeg vaagner paa Natten, jeg tror det er lyst;
Hjertenskær! det er dit hvide Bryst!