Tag her et flygtigt Rids fra hine Tider,
hvor Livet var ét Arbejd og én Fest;
tungt nu til Arbejd som til Fest vi skrider —
at overspringe Tiden var vel bedst:
dog nej, som vi blev fødte maa vi leve
og bære Byrden af Kulturens Tryk,
og vi maa anspændt sætte Ryg mod Ryg,
at vi kan klare Slægtens Skyldnerbreve!
Det saa’ jeg grant, dengang jeg først Dig saa —
men jeg var træt, og Byrde blev mig Sangen;
Du kunde det vel næppe grant forstaa,
dengang jeg tog dit unge Hjerte fangen:
ømt, tillidsfuldt kom Du mit Savn i Møde —
oprevet, vildt tog jeg Dig i min Favn;
men Tvivl og Misfrygt ved din Troskab døde —
nu priser jeg i Sang dit blotte Navn.
Dit blotte Navn blev mig som Sol paa Vove,
der lysner op i tusindskøn Refleks,
dit Smil var mig som Fuglerøst i Skove,
dit Kys blev mig mit Livs amoris lex;
koldt staar de andre „Kærlighedens Love”,
som Tiden paa sin Stentavl prented ind;
der blusser varmt en Indskrift paa din Kind:
for den vil jeg mit Liv som Kunstner vove.
Jeg tør det — og jeg kan det — thi min Kunst
er bleven Enhed med det Liv, jeg fører;
bort flygted megen Taage, mangen Dunst,
hvori vort slappe Slægtled sygt sig rører;
at jeg har Rem af Huden, tror jeg gerne:
vort Fælles-Brøst vi undflyr saare svært;
men Du har troet paa min sunde Kærne —
tag da en Del deraf; den er Dig værd!
Du kom til mig, som frisk Du var udsprungen
af Folkets Marv, midt i en frønnet Stund;
Du ødsled Hjertet og du vogted Tungen —
din Tales Kys var Indsegl paa min Mund:
og dette bly og bløde Segl er blevet
en Helligdom, dybt paa mit Hjertes Bund:
og derfor stod vi fast i Prøvens Stund,
og derfor blev vort Liv i Skønhed levet.
Hvor gaar det hen? Jeg ved det ej — kun frem,
frem gennem samme Tro og større Klarhed;
og naa’r vi langt om længe til et Hjem:
det bliver ej bygget op paa Gold- og Barhed;
Du er en Sværmerske, saa fuldt som nogen,
dit Øje dugges, mens det lifligst ler:
saa lad os sværme, blev det end i Krogen
gemt for den Verden, som ej sværmer mer!
Den falder sammen, rundt om os, i Stumper,
fuld af Ideer, uden Ideal:
magt-gridsk om Magten den sig sammenklumper
og ruger paa den Ret, den sammenstjal:
men den vil sprænges, denne Dekadence,
med myndig Magt — af hvem, det véd jeg ej:
jeg véd kun dette, at jeg elsker Dig;
din Kærlighed blev mig min Renæssance!