De rasled med Kopperne inde i Stuen,
Fløde og Sukker gik rundt blandt Gjæsterne,
Fødselsdagskagen blev uddelt af Fruen,
Alle fik lidt, — de Smaa fik Resterne.
Thevandet strømmed og Ordene strømmed,
Der var en Herre, som vælted en Bakke, —
I Thevand og »Vrøvl« man bogstaveligt svømmed,
Fruen hjalp til med at gnide hans Frakke.
Samtalen gik, man var aandrig og dannet,
(Bøger, Musik og Forårsudstillingen)
Man talte om Alt, om at ligge paa Landet,
Om Aktier og om at forøge Skillingen
Smaa Theologer forsvared Vorherre,
Løitnanter talte om Skjæg og om Kvinderne,
En Student gjorde Kur, fik en Kurv, og hvad værre:
Den Skjønne fortalte det til Veninderne.
Jeg stod for mig selv derhenne i Krogen.
Var jeg da bleven saa kritisk gammel?
Kunde jeg sletikke finde Nogen,
Som ikke smagte mig altfor vammel?
Var der bag Rober og bag Tournure
Ikke et ærligt Pulsslag at ane?
Var der da sletingen brave Fyre,
Som vilde følge en anden Fane?
Jeg syntes, at Lysenes Blinken og Flammen
Spilled ironisk med Prismernes Farver
Og viste mig Gjæsterne alletilsammen
Som blodløse, benløse, blege Larver. —
Jeg vendte mig bort og løb udaf Stuen
Just som man anslog Klaveret til Sangen,
Jeg tog en hastig Afsked med Fruen
Og sprang nedad Trappen, tre Trin ad Gangen.
Bort fna Larverne, bort fra de Blege,
Bort fra Løver og fra Løvinder,
Bort fra Musik og fra Selskabslege,
Fra hvide handsker og hvide Kinder! —
Nattens forfriskende, svalende Aande
Lettede Brystet og løftede Brynet,
Ensomheden gik Natten tilhaande,
Den hvæssede Tanken og klarede Synet.
Ad Voldgaden gik jeg. Deroppe bag Træerne
Syntes et Skjær gjennem Mørket at bryde,
Det var, som om Stammerne stod paa Tæerne
For bedre at see, hvad det skulde betyde.
Saa brød det igjennem. — Ja, det var Maanen
Snart kasted den Straaler nedover Gaden,
Og smilede med en aparte Haanen
Til Observatoriet og Lygteraden.
En Stubmølle stod der, en af de gamle,
Og tegned sin Silhouet imod Himlen;
Dens Vinger syntes i Luften at famle,
Det var, som led den af Hovedsvimlen.
Dot rødlige Øie skeled til Maanen,
Det vilde lyse, men kunde ikke.
Høitover Møllen i Ætherens Blaanen
Drev skinnende Skyer forbi mine Blikke.
Jeg vendte mig om. Paa Hjørnet derhenne
Aabned man Døren just til en Stue;
En Tællepraas saae jeg paa Bordet brænde,
En Mand kom til Døren og tog til sin Hue:
»Værs’god træd nærmere. Her kan De finde
Noget for Tørsten og muntre Kammerater;
Lutter honnette Folk er derinde,
Ingen Politi og ingen Soldater!«
Jeg smiled, og skubbed mig ind gjennem Døren;
Den var kun snever, men Stuen var rummelig.
Knap var jeg kommen til Sæde førend
En tyk Værtinde, den »store Tromme« lig,
Satte en Flaske for mig paa Bordet,
Skjænked af Flasken og tømte Glasset,
Smasked med Munden og tog saa Ordet:
»Skaal og Velkommen! Aah, det kradsed!«
Jeg takked den Skjønne, og saae saa omkring mig;
Kjøkkenet var nok i Baggrundens Dybde,
Loftet var hvælvet, og Røgen i Ring sig
Snoede gjennem den selsomme Krypte.
Kobber og Messingtøi blinked fra Hylder, der
Løb langs Væggen, slemt molestert ved
Ælde og Sod, —- men min Roes jeg skylder hver
Kjedel og Spand for sin blanke Polerthed.
Slagskygger faldt der, brede og sorte,
Praasen paa Bordet viste dem Veien;
De krøb under løftet, kom og blev borte,
De dreied sig sammen med Hvælvingens Dreien. —
Og Selskabet! — Ja det var spredt over Stuen,
Nogle ved Bordet, Andre ved Skjænken,
En tændte Piben ved Skorstensbuen,
En var falden isøvn paa Bænken.
Seige Fyre. Uldtøi paa Kroppen,
Huer paa Hovedet, krogede Knoer;
En tog af Brændevinsflasken Proppen,
En spiste Flæskesteg, kantet med Roer.
Piberne damped og Finklen dufted,
Alle vare de hede i Kammen,
Hed var han, som i Døren sig lufted,
Men hedest af alle var dog Madammen.
Jeg satte mig hos dem, de ærlige Svende,
Øl og Finkel gik rundt om Bordet;
Jeg drak og betalte; det gottede hende,
Værtinden, som havde al Borgen forsvoret.
Saa tog hun ned fra den øverste Hylde
Solbærextrakten, den funklende røde,
Og sagde mens hun lod Glassene fylde:
»Her er en Snaps, som kan opvække Døde«.
»Den skjænker jeg for Eder gratis iaften,
Siden den Herre er saadan galant En;
Ak ja, min Mand drak saa ofte af Saften,
Men ligegodt døde han af den, min Sandten.
Jeg tog »det Klare«, men han tog »den Søde«;
Ja det forstaar sig i Barselsengen
— Her gned hun med Ærmet Øinene røde —
Tog jeg Extrakt. Det var sundt for Drengen.«
Maaske hun havde fortalt lidt mere,
Men en af Gjæsterne nærmest ved Skjænken
Begyndte Værtinden at karessere
Og drog hende blideligt til sig paa Bænken.
Skinsygens Dæmon foer i en Anden,
Han skreg og raabte: »Nei holdt nu, Søren«;
Den Skjønne svarede roligt: »For Fanden!
Stille, eller Du kommer paa Døren«.
Saa drak man Forlig, og lo saa det dundred.
Og sang saa en Vise om Elskov og Venskab,
Sørens Næve man høilig beundred,
Fanden fik Skylden for Krigsskab og Fjendskab.
Hvad Hjertet gav lod man Munden tage;
Sundhed i Hjertet og Sandhed i Munden,
Ud med Sproget og Intet tilbage,
Det var dog virkeligt ærligt igrunden.
Lidt raat maaske. Ja, Fernissen mangled. —
Da Morgensolen skinned paa Muren
Var jeg blandt Folk, som dingled og dangled
Og offrede gladeligt til Naturen.
Naturen! ja, det var Selskabets Motto. —
Jeg traf en Bekjendt fra det første Gilde
Senerehen hos Konditor Otto;
Han gav mig et Uddrag. . . . Men jeg tier stille.