Du Daare, som med rynket Brvn
For Livets Skygge kun har Syn
Og Lyset ei kan lide —
Du skulde seet en Aftenstund
Da Maanen smilte rød og rund,
Jeg gik ved Ellens Side.
Du skulde hørt vor muntre Spøg,
Jeg kukked som den travle Gjøg
Og Ellen talte efter. —
Du skulde seet fra Havens Gang
Som Hjort og Hind mod Skovens Hang
Vi sprang af fulde Kræfter.
O Aftenstund saa frisk og sval,
Os Jorden var en Dandsesal
Med Maanens klare Kjerte. —
Vort Liv var os en Børneleg,
Kun Glædens Tanker faldt og steg
Som Bølger i vort Hjerte.
Men Ellen hviler under Jord,
Og Sorgen i mit Hjerte boer
Med Mindets Flor omvunden. —
Du Daare som med rynket Brvn
For Livets Skygge kun har Syn,
Du har dog Ret igrunden.