Jeg slipper Sværd og Landse;
Tærningspil
Maa ogsaa til,
Og Pigebørn og Dandse
Og Vin saatidt man vil.
Jeg sætter Pavens Tøffel
Og Kongens Kaabe lige, —
Min Vams er af en Bøffel,
Verden er mit Rige.
Jeg fulgte, naar jeg lysted
Trommens Skind
Med lysligt Sind,
Jeg døied og jeg dysted
I Kulde, Regn og Vind;
Jeg rendte ind med Landsen
Hvor Huggene faldt hedest,
Jeg stormed op paa Skandsen
Hvor Mændene var vredest.
Man slaas paa hele Jorden;
Hug og Stød
Paa Liv og Død
Det er nu Dagens Orden,
Det gi’er Landsknægten Brød;
Men Fanden æde Brødet
Naar Sulet ikke gaves,
Og Fanden tage Kjødet
Naar Vinen ikke haves.
Jeg lider ikke Præster,
Bibelsprog
Og Bønnebog;
Ved Psalmesang og Fester
Man bliver lige klog.
Jeg fatter ei Respekten
For denne Brug af Baalet —
Man skjælder paa Landsknægten,
Han bruger dog kun Staalet.
Lad dem kanonisere
Hvem de vil
Med Sang og Spil,
Men tro mig, de husere
For galt med deres Ild.
De brænder Protestanten, —
Det skal hans Sjæl kurere —
Men Legemet, min Sandten,
Maa her dog protestere.
De skjælde ud hinanden,
Kjætterpak,
Papistisk Rak,
Og slaas som bare Fanden
For deres Pølsesnak.
Hvem har da Ret i Grunden?
Formodentlig slet Ingen. —
Nu, Bægeret for Munden
Og fremad, det er Tingen.