Dig vil jeg bære
paa mine Sange,
som Bølgerne bære
Fiskerens Jolle;
lempelig vugges den
frem og tilbage,
og Takten fløjtes
af Aaretolle.
Og Fiskergutten,
som ligger ved Roret
og drømmer vaagen
om hende, han véd nok,
han lytter til Sangen
og synes, at Baaden
for alle hans Tanker
ikke er bred nok.
Jeg lærer ham Tonen.
Naar atter jeg sidder
sent paa Stranden
og Tanke-Garn fletter
saa taber jeg Traaden:
der lyder fra Havet
Sang i de maane-
lysende Nætter.