Den sejled i Luften. Ah, det var dejligt
Saadan at vugges af Ætherens Strømme,
Ligge paa Ryggen og misse mod Solen,
Gynge, dovne og drømme.
Den var en Sky som en anden Sky;
Stod op ved Gry
Før Fanden fik Sko paa,
Og havde slet ikke andet at gøre
End aabne hver Morgen Fru Solens Døre
Til Tak blev den ogsaa klædt af Solen:
En flunkende ny
Kjole; og var i det Hele en Sky,
Som det ret var en Lyst at glo paa.
Men saa fik den Nykker. Imedens den sejled
Doven deroppe, og smilende spejled
I Søen dernede sit Liberi,
Og var med sig selv saa inderlig glad,
Saa syntes den dog, der var noget som fej led;
Den vidste ej hvad,
Men den skiftede Mine
Og raabte paa engang: Dødogpine,
Jeg tror jeg vil være Geni!
Jeg smider Kjolen,
Som jeg har haft,
Jeg vil ikke her som en Tjener rende
I Hælene bag efter Solen.
Jeg vil være noget ved egen Kraft:
Jeg vil opfinde Skruen uden Ende!
Den kasted de dejlige Klæder bort,
Og klædte sig som en Vandmester sort,
Der roder bestandig i Sumpe;
Den strakte og rakte sin dovne Krop,
Drejed sig rundt som en Rebslagersnor,
Som en snurrende Top,
Og brugte sin store Taa som et Bor,
Og begyndte i Søen at pumpe.
Saa kom den susende Nordenvind:
Hvad bilder den dumme Sky sig ind?
Og Søen kogte af Raseri:
Maa vi blot være fri
For saadanne Experimenter!
Og Søen rev den,
Og Vinden drev den,
Det blev til en Skrue af egen Art,
Regnskabet blev gjort op i en Fart
Med Renter og Rentesrenter.
Skyen faldt ned over Bondens Land,
Det stakkels Geni blev det bare Vand.