Jeg tænkte at træde i Kirken ind,
hvor Sjælemesser blev sunget,
hvor Ruderne blomstred i Solens Skin,
og Røgelsekarret blev svunget.
Der slog med Et fra de tidligste Aar
en Længsel min Sjæl imøde;
jeg tænkte at læge de friske Saar
ved en Andagtsstund hos de Døde.
Men Døden var klædt i saa broget en Dragt,
jeg kunde ej kende dens Mærker;
jeg gøs for den Længsel, som havde mig bragt
ind blandt de syngende Klerker.
Ud paa Gaden! fra Hvælvingen ud!
lad Røgelsen blive derinde.
Søger sig Menneskets Længsel en Gud,
i Hjærtet den vil ham vel finde.
Hvor Hjærterne bløder, hvor Hjærterne slaar
samdrægtig- i Fejl og Forsoning,
dér hilses ej Guden fra Korset igaar
idag med en tredobbelt Kroning.
Dér bløder han stedse, og stedse han staar
bespottet, med bundne Hænder; —
og en af Mængden til. Guden gaar
og sig selv i Mesteren kender.