Med Tæppet faldt Skranken for Stilheden atter;
Men borte var Publikums Snakken og Latter.
Man skotted til Siden, man pudsed sin Næse,
Man søgte sin Nabo i Øiet at læse.
Men Øiet var dugget; saa greb man Programmet,
Og slap det igjen, som om Armen var lammet.
Man søgte at vende sin Tanke mod Hjemmet,
Mod Pligten imorgen; — men Alt var saa fremmed.
Imorgen? og Pligten? nei Alt var forandret;
Man havde i selsomme Verdener vandret,
Var steget til Livets de høieste Tinder,
Hvor Svæven begynder og Kravlen forsvinder,
Og havde sig styrtet i stride Strømme,
Hvor Ingen kan vade og Faa kun kan svømme;
Man havde paa skummende Vover sig vugged,
Af Lidenskabskilderne, havde man drukket.
Den sydende Vædske den løb end i Aaren,
Man følte endnu sig af Voverne baaren;
Man rokked paa Sædet, man holdt sig for Øiet,
Man støtted paa Knæet sig foroverbøiet.
Den dukkende Stilling en Byrde forkyndte; —
Saa borttoges Byrden. Orkestret begyndte.
Den rytmiske, disciplinære Takt
Den havde en ganske forunderlig Magt;
De ordnede Strofer, de bindende Love
De tøiled igjen den balstyrige Vove;
Med Lidenskabsrusen var helt det forbi,
Man aanded fuldtud i en ren Harmoni. — —
Det Mellemaktsspil har jeg mærket mig nøie,
Den rytmiske Taktstok, den har jeg for Øie.
Naar Blodet det syder: saa Taktstokken frem;
Og Sjælens Rebeller, til Dørs med dem!