Jeg var saa ked af at leve mer’,
— hu ha, leve mer:
for jeg sejled i Modvind og Møjvind og sløj Vind
— nej Tak for mig!
Med Mandfolk og med Kvindfolk jeg naaed ligevidt,
der var kun Et, som trøsted mig, det var Akvavit —
Gud signe Dig, du ædelige Brændevin!
Saa grov de mig i den kolde Jord
— hu ha, kolde Jord,
men jeg havde i Kisten min Flaske til Trøster —
— og Tak for den!
Saa gik jeg til St. Peder og bad ham lukke op,
han langed til min Lærke og lugted til dens Prop —
Gud signe Dig, du ædelige Brændevin!
St. Peder gjorde saa bred en Mund
— aa, saa bred en Mund;
og han gik til Gudfader og bad ham at smage
— naa, Tak for mig!
Gudfader saa paa Flasken og mumled for sig hen,
han lugted og han smagte: Dig kender jeg igen —
Du Livsens Vand, du ædelige Brændevin!
Jeg glemte dig i den gode Tid
— aa, den gode Tid:
der var Fred uden Krig, der var Tro uden Præst
— der var Fest paa Jord!
men nu er det fortvivlet, saa Alt er blevet sløjt
ved alle disse Bønner og hellig The og Pøjt.
— Gud signe Dig, du ædelige Brændevin.
Og rundt omkring stod de Engle smaa
— hi hi, Engle smaa:
og de frøs uden Skjorte og sang, saa det knagede:
— Halleluja!
Saa fik de Lov at smage — da lød det himmelvidt:
Gud Fader lad os hente al Jordens Akvavit
— Det Livsens Vand, det ædelige Brændevin!
Saa fo’r de Engle til Jorden ned
— hui, til Jorden ned.
Men hvert Værtshus var lukket og Hoffet med Præsterne
stod Vagt derved;
det nytted ej, at Englene viste deres Kort,
man kendte dem slet ikke, man jog med Skam dem bort
— for det er Djævlene, som drikker Brændevin!