I den gryende Old, da hver Ø var en Skov,
Løb vi Skuden paa Havstokken op,
Og med Øksen, til Nybyggets knappe Behov,
Hugged løs vi paa Egenes herdbrede Krop,
Indtil Kæmpen for Kæmpen var faldet.
Lydt gennem Skoven det gjalded.
Saa blev Viven i Blokhusets skindbredte Rum,
Og paany pløjed Skuden det saltvaade Skum;
Øksen i Hænde; den hvilte sig ej;
Bladet det blinked; den lyste sig Vej.
Det var levende Ege, som faldt for dens Klinge; —
Danmark, hvi blev Du saa ringe?
Danmark, hvor bliver Du af!
Der blev ryddet en Vej gennem Saksernes Land,
Gennem Skove til Alpernes Top,
Og Normannen han kilked langs Afgrundens Rand,
Og paa Slæden sad, krummet, den vældige Krop,
Med et Jerngreb i Skjoldremmens Line.
Holla! der kom en Lavine.
Og i susende Fart gik det nedover, ned;
Der stod Røg under Kilken; den tændte, den sved.
Dalen i Dampe; de slukkedes ej;
Herrer og Trælle de løb deres Vej;
Og i dampendeBlod sank Normannernes Klinge. —
Danmark, hvi blev Du saa ringe?
Danmark, hvor bliver Du af!
Der var aaben Passage mod Syd fra vort Nord,
Og den søgte hver higende Aand,
Og vi traadte mandhaftigt i Fædrenes Spor,
Om med Øksen ej mer’, saa med Bogen i Haand,
Og vi nød, hvad de hist havde nemmet.
Verden de bragte til Hjemmet.
Og vi hylded de høje Erobreres Hær,
Og vi vogted dens Faner, dens Vaabentrofæer,
Vogted ved Trefodens hellige Baal
Philemons Panser, Jarl Hakons Staal,
Og Guder fra Mesterens Mejselklinge; —
Danmark, hvi blev Du saa ringe?
Danmark, hvor bliver Du af!
Der er stænget mod Sønder, trangt imod Nord;
Vi har løbet vor Skude paa Land.
Vi har ryddet vor Vold, men, forladt afvorBro’r,
Har vi tappet vort Blod, til vor næstsidste Mand;
Og nu nyder vi, hvad vi har nemmet:
Tvedragt er Herre i Hjemmet.
Vi har Viv end i Blokhusets skindbredte Rum,
Men vor Skude staar mastløs i Havstokkens Skum;
Vægter vi sidder om Trefodens Baal,
Pudser og pudser det anløbne Staal.
Vi har skaaret os selv paa Normannernes Klinge. —
Danmark, hvi blev Du saa ringe?
Danmark, hvor bliver Du af!