Jeg hører i ensomme Stunder
Canalens rislende Strøm;
Den blander sig, medens jeg blunder,
Ind i min vaagne Drøm.
Af ingen hastende Hovslag brudt,
Slynger sig Dagenes Kæde;
Canalen risler dernede,
Jeg hører den hver Minut.
Det er, som en vandrende Sanger,
Der staar for den stængede Dør,
Og spænder sit Net, og fanger
I Strengene Fangens Gehør.
Med kyndige Hænder han Maskerne slaar,
Tonerne Tonerne møder;
Hos Fangen derinde bløder
I Brystet de gamle Saar.
Han ser gennem Gluggen, hvor Skyen
Sænker sig blusserfde ned,
Som vilde den hviske til Byen
Sin navnløse Kærlighed.
O vidste Du, Sanger, hvad nu jeg ser,
Hvad aldrig mit Øje forglemmer! —
Betro mig kun Synet; jeg gemmer
Paa det, som paa meget mer’!