Man skærer ej Spanter til Skibe
Ud af det sirlige Træ,
De svajende Graner gi’er Master,
Men Eg maa i Tømrenes Knæ
Man smedder ej Søm af det bløde Sølv;
Det lader for let sig slide:
Man hugger dem ud af det sejge Jern;
Det kan gennem Plankerne bide.
Der ligger en Grund hos det danske Folk,
Som ikke er gødet af kunstig Gødning;
Urtids Muldet, som bærer sin Frugt,
Ukendt med al Radikalernes Rydning.
Du vandrer en Aften bekymret stemt
Ved Grænsen, og træffer en Mand, der vejer
Mer’ end de lyseste Hoveder; selv
Om han er sort som en Skorstensfejer.