Natten paa Dækket
(Af en utrykt Fortælling)
(Af en utrykt Fortælling)
Det slappe Seil mod Masten slaar,
En Dønning over Havet gaar
Og taber sig histude.
Den dorske Vove, før saa vild,
Gjenspeiler mat den røde Ild
Fra Ruffets dunkle Rude.
Jeg ligger strakt ved Skibets Roer,
En Verden indeni mig boer
Af Vemodstanker vilde.
Der er saa tyst fra Speil til Stavn,
Jeg stønner ud et elsket Navn
I Nattens dybe Stille.
Blæs op Du Havets barske Vind,
Jeg trænger til Dit Pust om Kind,
Til Dine Raab at høre.
En Skygge fulgte med ombord;
I Nattens Taushed dunkle Ord
Den hvisker i mit Øre.
Bryd frem med Larm Du Bølge stor
Og overdøv de dunkle Ord;
Jag Skyggen bort fra Dækket.
Flyv frem mit Skib, stands Farten ei.
Som Maagen over Havets Vei
Med Vingen aldrig stækket.