Jeg stod om Morgnen i Børnenes Kammer;
lyst det paa Solsiden laa,
og dér var en lille, som lallende stammer,
de to, som kan pludre og gaa.
De vækkes af Solen, de vaagner med den,
til Hvile med Solen de gaar,
de kravler af Seng og til Sengs igen
med Guldglans om lysegult Haar.
De lyder ej Love, de kender ej Pligt,
de lærte ej Bønner af Bog:
de kvidrer som Fuglen et selvlavet Digt
i Fuglenes barnlige Sprog.
Ved Morgen og Aften i Børnenes Kammer
jeg sørger for stedse at staa:
jeg hører den lille, som lallende stammer,
de to, som kan pludre og gaa.
De beder en Bøn. Hvem lærte dem den?
og hvordan fik Stemmen den Klang?
De Spørgsmaal, de kommer bestandig igen —
hvor lærte vel Fuglen sin Sang?