Vi har os lært at nøjes — aa, med lidt,
vi, som er rige, blot vi ser hinanden;
lad Bourgeois’en tære paa sit Fedt,
vi la’er ham tære — og vi gi’er ham Fanden! —
Slaar ikke Himlen ud sit Telt for os,
mens vi paa Skyen ser, hvor frit den sejler?
er jeg ej, selv lidt Klynkeri tiltrods,
din kække Sanger og din raske Bejler?
Hvad vil vi mer? Vi lever dette Nu:
det friske Liv fra Haanden og i Munden;
jeg slider Dagens tunge Slid — og Du,
Du møder mig med Smil mod Aftenstunden.
Lad Solen bage, og lad Regnen slaa,
lad Bygen hælde over os en Skylle:
vi er jo Proletarer . . . . naa, lad gaa,
»simpelt« er dette Liv, men aldrig sølle.
Lad Verden slaa sin Bedsteborger-Lov
som »Lov for Alle« op paa alle Porte:
vi kan ej læse — vi som, med Forlov,
kun ejer Kroppen og tilnød en Skjorte.
Om ogsaa Skolegang var til for os,
saa glemmes A. B. C.’en mens man sejler.
Fribytter er jeg — al Dressur tiltrods —
og som Pirat til Musens Gunst jeg bejler!