De sad i Teltet og drak en Nat
Do lystige Kammerater,
Bouteillerne var i Rader sat
Som indexercerte Soldater.
Og Nektaren strømmed med Glands og Glød
I Glassene hvide og grønne,
Champagnen skummed, Musikken lød,
Hver havde paa Skjødet sin Skjønne.
* * *
Han slap den Arm, der hviled i hans
Og raved op for at tale,
Han vilde med vinbegeistret Sands
Et Symposium for dem male.
Han hæved sit Glas og Taushed bød,
Og saae sig omkring i Stimlen,
Og — tumled tilbage bleg som en Død,
I Tankernes sortnende Svimlen.
I en af de Skjønnes flammende Blik
Som smilede spodsk til hans Færden,
En apokalyptisk Vision han fik,
Et Glimt fra en anden Verden.
En Lighed der var — og var dog ei
Med hans Ungdoms lysende Stjerne.
Den havde ledet hans første Vei,
Nu dæmred den mat i det Fjerne.
Og som han nu stirrede for sig ned,
Et Maal for de kaadeste Blikke,
Hans Ungdoms Stjerne forbi ham gled;
Et Stjerneskud! mer var det ikke.