Den nye Pharao blev sat i Herskersædet.
Og hist paa Sletten, den forladte, øde,
Man skyndte alt sig at betegne Stedet
Hvor Fyrsten skulde hvile blandt de Døde.
En snever Grotte bygges op fra Grunden;
Seigt som en Ædderkop maa Slaven slide
Til Grotten trindt med Murværk er omspunden
Og over Grotten staar — en Pyramide.
Endnu eu miniature. Men daglig føies
Sten over Sten paa alle fire Sider;
Og aarlig Mausoleets Top forhøies
Mens Fyrsten fremad paa sin Bane skrider.
Et muret Bjerg. Med Centnertyngde knuger
Stenkjæmpens Legem Gravens snevre Hytte.
Derinde sidder Døden taus og ruger
Ved Sarkophagen paa sit sikkre Bytte.
* * *
Et bittert Sprog om Livets Lov Du taler
Stenhaarde Kjæmpe paa den øde Slette.
Vort Liv, fra det ta’er Fart indtil det daler,
I skarpe Omrids skildrer Du — med Rette.
Med Herskerstempel sættes vi i Livet, —
Og vares ad, at vi skal dø og lide.
Og en og anden Slave bliver givet
Bestilling paa — en lille Pyramide.
Den voxer daglig under travle Hænder,
Den kaster paa vor Vei sin mørke Skygge.
Paa Sorgers Ildsted Stenene man brænder,
Og ufortrødent blir man ved at bygge.
Et muret Bjerg. Vi stønner under Vægten.
Den ranke Skikkelse mod Jorden tvinges;
Og følgende den fælles Lov for Slægten
Til Døden vi som sikkert Bytte bringes.