Hør, hvor Bølgerne skvulpe!
hør gennem Natten, den stille,
Vandene gyde sig ud og ud
som fra en ustandselig Kilde.
Evigt strømmer den boblende Flod
igennem Patriciernes Gade;
saa standser den, staar for en Stund og lytter: —
der gives en Serenade.
Det er ej en enlig Elsker,
kappeklædt i Gondolen,
som lister sig ind, hvor Skyggen falder,
med Cithren skjult under Kjolen;
som griber med hvide, patriciske,
ringbesaaede Fingre
og lader under den legende Haand
de sølverne Strænge klingre.
Det er et Mandskor af Stemmer,
som vugges hen over Vandet,
med Nattens Alvor og Maanens stille
Smærte i Stroferne blandet;
ej søger sig Sangen en leflende
Lyst i Patriciernes Gade;
mandige, kølige Toner mødes
og giver en Serenade.
Baadene ro frem:
Syng nu, mens Maanen svæver
hen i det rene Blaa;
et Smil om dens Læbe bæver,
den synes vor Sang at forstaa.
Hvor kunde den ogsaa andet?
spejdende lodder den Vandet
og finder den dybe Bund.
Vor Sang har et Hjærte, vort Hjærte en Mund,
vore Toner strømmer fra Dybets Grund.
Maanen sit Sølvlod sender
ned i det vigende Blaa,
imedens paa Pladen den tænder
tusinde Lygter smaa.
Skinnende Lamper foroven,
kølende Dyb under Voven:
det er de Syngendes Sang.
Vi hørte den fødes, fra Hjærtet den sprang,
vi saa’ den leve sit Liv engang!
Enkelt Stemme.
Venezia har Bølgekor
hen over Nattens Vove,
men kender ingen Skove.
De Folk, som ror,
det Folk, som bor
bag Søjlerækker lange,
i tempelhøje Sale,
har ingen Nattergale,
kun Nattergalesange.
Kor.
Og Sangene lyder som Fuglens i Kvæld
til Bølgernes boblende Tonevæld
fra Adrias aabnede Sluse;
paa Lidoens Strand, ved Paladsernes Mur,
igennem Lagunernes nøgne Natur,
Du hører, som Kor af Aander,
Træernes Kroner suse.
Enkelt Stemme.
Og underligt blander sig Sangernes Røst
i disse forstenede Skove
med Takten fra Havets Vove,
Sukket fra Nattens Bryst.
Paladsernes øde Rækker staa
med Piller lig Træernes Stammer graa
og spejler sig ned i det dybe Blaa;
og Maanen sejler deroppe
højt over Kronernes Toppe.
Venezia ruger paa Fortidens Brøst,
det gemmer saa mangt et Minde,
som tærer paa Livet derinde
og klager med Havets Røst.
Men straalende stiger fra Dybets Grund
Paladser og Kirker mod Himlens Rund;
Luften deroppe er ren og sund;
Kuppelen løfter sin Pande
højt over de mørke Vande.
Kor.
Og al den Glans og Storhed og Pragt,
som svundne Sekler for Dagen har bragt,
og som siden har ligget og blundet,
da Storheden længst var forsvundet,
den stiger om Natten ad Maanens Stige
op fra det drømmende Æventyrrige
med Sangens Kranse omvundet.
Og styrer afsted i en lukket Gondol,
som ikke kender til Dag eller Sol,
som i flydende Sølv kun kan glide;
den svæver over det dybe Blaa,
fulgt af Søskende, store og smaa;
de lytter tyst ved dens Side
igennem den døde Gade
til den natlige Serenade.
Enkelt Stemme.
Der staar et Palads ved den boblende Flod.
I Mørket bunder den skjulte Fod;
Pælene rammedes ned i Grunden,
de sank og sank, til Fæste blev funden;
nu bærer de Huset: nok, at det staar,
om Kryb end og Kravl omkring Pælene gaar.
Øde ved Dagen, med stænget Port,
det værger sin Indgang mod Solen;
langs Søgræssets slimede Silkebort
viigger ved Trappen Gondolen.
Gondolen ligner en trofast Hund,
som bier sin Herre med Klage;
der gaar som et Suk fra den Ventendes Mund,
men det kalder ej Herren tilbage.
Dog, falder fra Nathimlens Havbugt en Strøm
af sølvkoldt Lys over Muren,
og fyldes, som gennem en tonende Drøm,
af Havets Brusen Naturen:
saa staar der i Vinduets luftige Rum,
ensom og stolt og bleg og stum,
den Mand, som i Huset har hjemme,
og lytter til Bølgernes Stemme.
Første Halvkor.
Syng da, mens Alting tier,
Hæder og Had,
i de Dødes Stad;
syng om den Skjald, som fra Taagernes Hjem
drog over Alpernes Ismarker frem,
»syndet mod mer’ end Synder selv«,
stolt som et Fjæld imod Himlens Hvælv,
blød som en Dal med sit Blomstertæppe. —
Hans Dommere kendte ham næppe.
Han kendte kun halvvejs sig selv.
Andet Halvkor.
Vi kendte ham vel. Laa ikke hans Baad
fortøjet ved denne Trappe?
og saa’ vi ham ej ved Gry og i Kvæld
liste sig her i sin Kappe?
Uskyld hyller i Hætten sig ej,
den Dadelfri vælger den aabne Vej,
hvor Formiddagslyset falder.
Hans Sange har levet en stakket Maj,
hans Synd vil naa’ hundred Aars Alder.
Første Halvkor.
Hans Synd? hvem nævner en Sangers Synd?
Den gøres vel hundredfold større
af Hver, som fra eget Lavvands Dynd
har trukket sin Baad paa det Tørre.
Vel saa’ vi hans Barke med Lamper behængt,
med Kvinder og Vin inden Borde,
og Skjalden som Sardanapal henslængt, —
men husker I Herskerens græske Mø?
Længsel mod Lyset kan aldrig dø,
hvor Livet har nedlagt saa rigt et Frø;
og Skjalden gav Guden i Hjærtet Æren
og en Dag kom en Stemme til Orde.
Andet Halvkor.
En Stemme til Orde! Vi kender den nok,
denne Selvforgudelses Stemme;
næret den blev af den Karnevalsflok,
som ved Herskerens Hof havde hjemme:
Kvinderne rendte fra Hus og fra Rok,
Pigerne sværmed med Vinløv i Lok;
selv har han raabt paa sin »stolte« Sjæl
og sendt os saa haanlige Blikke, —
men vi, vi fandt hans Achilleshæl;
den savner de Guder ikke!
Første Halvkor.
Ti dog, mens Alting tier,
Hæder og Had,
i de Dødes Stad.
Hvad der blev syndet, dømmer I ikke;
tvæt eder selv; I kan trænge dertil.
Tys! gennem Bølgernes skvulpende Spil
hviskes et Navn; det staar, hvor I synker.
Se hvilket Ansigt; det kender ej Rynker;
ser I den kærlighedsaandende Favn!
Den gemmer hans Billed og freder hans Liv
som Vandene gemmer og freder
Teresa Guicciolis Navn.