Vær hilset, I Damer, langs Højsalens Bænke;
hvad vover jeg farende Svend?
hvad drister min Fod sig,
hvad trøster mit Mod sig,
paa hvad tør min Tanke vel tænke?
at drikke den Vin, som I lader mig skænke,
at lægge min Haand i den fangende Lænke,
sig: er det ej hovedløs Sag? —
I ser mig iaften,
I saa’ mig idag;
at komme og gaa er den Farendes Sag.
Saa væver vi Vadmel og lægger det sammen,
de Store saa godt som de Smaa,
og danser og synger i Fællig og Gammen:
Væve Vadmel og lægge sammen
og lade Sky tterne gaa.
Hør, Tonerne kalde; forlad eders Bænke
og følg kun den farende Svend!
Med ham er hver Glæde
iaften tilstede
foruden al Arglist og Rænke.
Han fører jer Dans, naar I blot vil betænke:
I fanger ham ikke i Baand eller Lænke,
han taaler, som Fuglen, ej Aag. —
I bandt ham for ofte,
tilsidst blev han klog;
tilgiv ham, men Tanken maa have sit Sprog.
Saa væver vi Vadmel og lægger det sammen.
En Skytte er Svenden som Faa.
Hvor herligt at synge i Fællig og Gammen:
Væve Vadmel og lægge sammen —
og saa lad Skytten kun gaa!