Et Opraab
(»Fædrelandet« 22de Febr. 1878.)
(»Fædrelandet« 22de Febr. 1878.)
Jeg sad
— og ligegyldigt, hvem denne »jeg« —
i den store, den rige, den yppige Stad.
Rundtom mig leged de Tavlbordets Leg:
graanede Gubber, svenske Parisere,
polske Baroner, Normænd og Danske,
og forøvrigt de andre Franske.
Og saa diskutertes der rundtomkring
alle mulige Verdens Ting,
Stanleys Hjemkomst fra de Hottentotter,
Pavevalget og nye Cocotter,
Forstadstheatrer, Kunst og Gøgl,
Frakker med eller uden Fløjl.
Dagsnyt og By nyt veksled og fløj,
En sagde »Jo«, en Anden »Du løj!«
Man diskuterte Alverdens Ting;
deriblandt først — naturligvis —
Alt, hvad som vedrører Byen Paris.
Men lidt efter lidt faldt Talen mere
centripetal paa den- sto re Affære,
den orientalske. — Naturligvis,
den vedrører ogsaa den By Paris.
De talte, de snakked, hver Knever gik.
De vilde løse det store Bestik.
En havde hentet sin Visdom fra
»Journal des Débats«,
En fra London, En fra Paris,
og endelig En fra den gode,
gamle »Berlingske Avis«.
Saa kom da de Saarede ogsaa paa Tale,
Krigens Rædsler og Ambulancen.
En kaldte Krigen »Kulturens Skandale«,
En vilde samle til Russerne ind,
En vilde give en Franc til Tyrken,
og En vilde holde Balancen
og ligeligt dele Styrken —
det Hele blev Vitser og Vind.
Og saa gik man ud paa Gaden og drev.
Jeg blev.
Jeg greb en Avis; det var »Fædrelandet«.
Jeg læste og læste. Aa, ikke andet!
Vajsenhus-Skolen, Folketheatret,
og saa deroppe i Tinget
Finansloven omkalfatret!
Saa slog jeg om paa den sidste Side.
Gud skal vide
her var forfærdeligt Nyt.
Jeg’sad og læste og stirred derpaa;
tilsidst det var, som jeg for mig saa’
den hele Elendighed, Jammersnøden,
den haabløse Lidelse, Hungersdøden.
Det var, som hørte jeg Skrig udgaa
— ikke fra dem, som paa Valpladsen falder,
unge, robuste, i kraftig Alder,
med Vaaben i Hænde, for eller mod,
med knudrede Lemmer og rullende Blod —
nej Skrig fra Tusinders levende Lig,
som vælter sig rundt og trygler om Brød:
Barnet, det gule, paa Moderens Skød;
Moderen selv, hvis Mælk ikke flyder,
som næppe Naturens Instinkter lyder,
som taber sit Barn af de matte Hænder,
som næppe for Sult det kender.
Oldinger, tærede ud til Skelet,
Drenge som Mumier, slugende det,
som ikke nævnes af Dannedes Læber,
det, hvortil selve Ordenes Smuds,
Sprogets Forbandelse klæber.
Da syntes mit sortnende Øje at se,
hvorledes de laa der i Skarn og Sne,
hvorledes de kom i Kupé ved Kupé,
i Jernvejstrains uden Ophør og Ende,
til den dødsdømte By uden Føde og Brænde,
og kastedes ind i den nøgne Moske;
Levende? — Lig? det var ikke at se.
Der laa de. Der bad de den første Dag:
Troende under Profetens Faner,
Græsk-Katholske og Lutheraner,
Romersk-Katholske, persiske Ildmænd,
hungerbesejrede, halvnøgne Vildmænd,
Kristne, som sulted, og sultne Tyrker,
Jøder, som Gud og som Guldkalven dyrker,
Mænd, som er afvænt længst med at bede,
Kvinder, som har kun en eneste Gud,
i Fryd og i Nød, i Kulde og Hede:
Barnet ved Brystet, som nu tørres ud.
Folk, som slet ingen Guddom have,
men derimod
ned over Lemmerne størknet Blod,
og en brændende, udpint Mave.
Der laa de og bad den første Dag. —
Om Natten døde et Par hundred Stykker.
De rykked sig sammen, smed Ligene hen
i en Krog mellem Vaaben og Krykker.
De røvede Ligenes pjaltede Rester;
saa bad de igen.
Den Dag var de alle Præster.
Men Dagen den svandt og Natten gik;
hverken Brød eller Vin af Profeten de fik.
Da banded de Tyrker og Vildmænd slemt,
og Jøden sad tavs og bed sine Negle;
det kunde ej fejle:
Jehova havde, som Noah, ham glemt!
De Romersk- og Græsk-Katholske de bad,
en tysk Lutheraner begyndte at brumme;
da viste sig Folkenes Racer og Kraft,
de skilte sig ad;
Halvdelen suged paa Haabets Saft,
Tyrker og Vildmænd laa stumme.
Og atter en Nat og en Dag hengik;
da bad de fleste ej længer.
De graved med Negle i Kødet Flænger,
Vanvidet stod i det sluknende Blik. . . . .
Da skjalv mit sortnende Øje.
Jeg rejste mig op, og gik. —
Der føres en Tro’s-, en Racekrig.
Her ligge de henslængt, de levende Lig.
Racer og Tro under Halvmaanen blandet;
imedens saa vælter en Brand over Landet
og slukker Arnen og øder Huset;
der bliver for dem, som vende tilbage,
kun Graad og Klage,
og Ildebrands-Tomten og Gruset.
Saa siger jeg: hjemme paa hver en Plet,
hvor Ploven drager sin Fure let,
hvor Kornet fredlyst spirer af Muld,
— om end det er smaat med det danske Guld
dér holdtes det (uden »Pall Mali Gazette«)
bestandig for Smaanationernes »Ret«,
at elske sin Næste som kristne Mænd
og lægge sin Skærv til den Lidende hen.
Jeg hjemsender min — og mit Opraabs Stemme.
Jeg tænker at høre et Ekko derhjemme.