Fjærnt fra din Strand, i Verdensbyens Gader,
hvor jeg blev træt og tung. ved alt det Lette,
i denne Ørk af Stene, sat i Rader,
hvor alt det Jævne synes En det Slette,
fjærnt fra dit Spejl, i dette Hav af Spejle,
hvor Verden synes En forbi at sejle
paa Hovedet — jeg sér mit eget Billed,
saaledes som Naturen mig har stillet
paa Benene, og, trøstet ved det Syn,
jeg jager hvert et Blændværk fra mit Bryn,
og lader Tanken haste som et Lyn
og tage sig et Bad i dine Vover.
Nu er det Nat, og Verdensbyen sover.
Jeg hører Esrom Søens fjærne Vover.
Jeg drages did. Den kvalme, hede Duft,
som parfumerer Verden her omkring mig,
hvad kan den andet, end min Længsel øge
imod de Minder, mine Tanker søge,
imod et Drag af ægte sællandsk Luft?
Spejlblanke Sø, min Ungdoms Drømme, bring mig
et Blund, et styrkende, hvor Mandens Drømme
som store Skyer over Spejlet svømme,
stolt ved den Tanke, Solen paa dem skinner,
og stoltere ved Tanken, at man finder,
naar Skyen ruller op sin mørke Bølge,
et Lyn, en Torden, som den har i Følge!
Jeg sejler gennem Nattens vide Hav,
der vugger mig paa sine stille Vande;
en Luftskibsfart med Længselshestens Trav,
men uden Lyd fra Hestens rappe Hove.
Jeg sætter Kursen mod de fjærne Strande;
dybt nede suser søvnbetyngte Skove.
Et dæmpet Blink, som duganløbet Staal:
og jeg har naaet mine Længslers Maal.
Du skønne Sø, jeg daler mod din Vove.
Naar Morgensolen paa din Strandbred skinner,
ved Søens Skrænter udstrakt jeg mig finder.
Jeg sér, lidt efter lidt, de høje Sale,
som Bøgen hvælver over Søens Siv,
at fyldes med et virksomt Friluftsliv.
Det stryger ud, hvor Søen sølvblank skinner.
Jeg retter langsomt mig paa Lejet op,
og blotter Hovedet og sænker Øjet.
Ak, hvor de Godtfolk dog har paa mig løjet!
Jeg holder Bøn — blandt mine bedste Minder.
Du Søens Bred, hvor Drengefodens Hæl
har sat sit Spor, saa sorgløs og saa sikker;
løvkranste Skrænter, hvor min Ynglingsjæl
har flakket som et Vildt i dine Skove,
har tumlet, vejløs, som din egen Vove,
hvor nu i denne Morgenstund han ligger
paa Knæ, Odyssevs lig, der vendte hjem,
erfaren, prøven, vokset moden frem,
og hvor han ydmyg takker Vejens Leder,
som med sin Haand om Sjælens Minder freder
vær hilset Du, som med dit staalblaa Øje
min hele Slægt har fulgt i Sorg og Lyst;
Du er mit Vidne, at jeg taler sandt,
at det er mer end Mundsvejr fra et Bryst,
naar her, i denne lyse Morgenstund,
i denne Luftning, hjemlig, ren og sund,
jeg varsler ind en ny Genfødningsstund,
hvor ej Odyssevs mer skal Farten døje,
hvor Lønnen kroner Rejsen og dens Møje!
Nuvel, med Mandens hele Muskelkraft,
med alt det Blod, der bruser gennem Aaren,
som gennem Bøgestammen Jordens Saft,
hvoraf den stolte Krone bliver baaren, —
jeg springer op. Jeg har min Andagt holdt
og staar, ej mer for Drifterne en Boldt,
ej sorgløs som et Barn, men fri og sikker.
Jeg gæster som Odyssevs ej mit Hjem
formummet som en Trængende, en Tigger;
i egen Kaabe stolt jeg træder frem,
med Buen i min Haand. Jeg véd at bære
mit Vaaben og min Dragt med Ret og Ære.
Der løfter sig en Mumlen her og dér,
der samles fra en Sum af fjærne Stemmer
et Raab, en Larm: Kald Vagten i Gevær;
den Mand, som kommer dér, en Fare gemmer! —
Hvad er det for en Fare? — Intet Svar;
saa maa jeg altsaa selv jer Mening tyde:
»Den Mand, som kommer dér, han vil kun nyde!«
Jeg takker jer, I Folk fra Ithaka!
Hvad mener I med dette Ord »at nyde«?
Nød ikke Verdens Skaber selv sit Værk,
da som en Kunstner han, bevidst og stærk,
lod Haanden synke og lod Øjet fryde
sig ved det Liv, som selv han havde skabt?
Og sidder han ej end den Dag idag
til Højbords, i en stum Beundring tabt
ved dette Værk, som vidner for hans Sag,
at han har kunnet over Kræfter byde,
hvorfor vi bøje Knæ og sænke Flag?
Var ikke Digtersjælens Sværmeri,
Profeters, Barders store Melodi,
fra Arilds Tider over alt det Rige,
det Store, Skønne, det Uendelige
paa Jorden, som et mægtigt Søskendkor,
der har besunget Stedet, hvor vi bor,
just som et Værksted for en Kunstners Værker
Tilstaa, I Alvorsmænd fra Ithaka,
at selv i Englehærens Lovsangskor,
af Tonen og af Farverne vi mærker,
hvorledes Billedet er hentet fra
vor egen, højst profane, skønne Jord!
Velan, hvad vil I da, en Skjald skal gøre,
saa snart han, kaldet, træder uden Døre? —
Sér han ej Livet, skønhedsfødt og rigt
at forme sig i Rhythmer som et Digt,
der stiger trinvis frem fra en Begyndelse
af Utilhugget, Simpelt, Primitivt,
og svulmer op, storstilet og naivt,
og bøjer sig i Undren, i Forkyndelse
af Mesterskab foruden Plet og Lyde,
som hver en Skabning hylder ved at nyde?
Hvad skal en Digter gøre? Er han ej
en Seer, Præst, en Kriger paa sin Vej? —
Er Folket sovet ind, han skal det vække,
er Folket svagt, han skal det Vaaben række.
Man blader i hans Bog og fordrer Lære,
man læsser paa ham Byrder, han skal bære;
En søger hos ham Trøst for tunge Tab,
En kun Musiken i hans Mesterskab;
trang er den Vej, som han paa Jorden gaar,
han giver Lægedom af sine Saar,
han vækker Døde op, om Fremtid spaar,
han mildner Jordelivets knappe Kaar.
Til Tak derfor han tidt en Krone faar
af Torne. Men selv Torne kan ham fryde.
Han smiler, mens hans Bødler om ham danser;
hans Musa ham med Valmukronen kranser,
og hvisker ham i Øret, mens de slaar
hans Bryst: Staa fast, husk under hvem Du staar!
Husk, at hos mig Du dog har kunnet nyde!
Ja, hvis hans Tid, i sin Elendighed,
var rig og stor og yppig overvældende,
og Livets Kraft i sin Ubændighed
gik over Grænsen, imod den Tid hældende,
vor en Askese fordres kan som Ret,
saa kunde I vel sige: Digter, det
maa prentes paa din Bog og paa din Pande 1
Men ak, skal nu med Vand sin Vin han blande,
mens Vandet vokser daglig for hans Fod?
Hvad skal han give da jert blege Blod
for Lægedom? Skal selv han gjøre Bod,
fordi I stønner uden Kraft og Mod?
Skal Digtersjælen gøre Poenitense,
fordi Hr. Tiden paa en vissen Fod
omstolprer som en gigtsvag Excellense?
Han bær’ ej Skylden for, hvad I forbrød,
for hvad jer Ungdom altfor tidlig nød;
hans Fordringer — ved Pallas og Apol! —
er ringe imod eders. Jer Kontrol
med ham er kun en Skærm for selv at dække
jer egen Fordrings alenlange Række.
I spiste jer kun altfor grundig mæt,
og krydred Maden med en god Musik
og raabte Hurra, saa det havde Skik;
jo, I har siddet bænket om jer Gryde!
Nuvel, har Sproget da forandret Ord?
Naar mæt man sidder, glad, ved Gammensbord,
er det da ej, paa Ithakask, »at nyde«?
Det er hans Ret, naar herom han jer minder.
Hvem dømmer ellers mellem ham og eder?
Behold jert Raab om »Blomster, Vin og Kvinder«
I fejler, Godtfolk, svarlig, hvis I tror
at finde Vinløv slynget ham i Haaret.
Den Drue blev og bliver aldrig baaret
af nogen Vinstok, som hans Sjæl bedaared,
om end hans Hjærte, aaben for hver Lue,
har hilset glad, med attenaarig Sang,
den unge, stærke, varme Vingaardsdrue.
Han fordrer for sig selv kun bag en Skov
og ved en aaben Strand en fredlyst Hytte,
et Fristed og en Arne, hvor han kan
til Skovens og til Havets Stemme lytte
og mynte ud sin Rejses rige Bytte
i tvangfri Sølvmønt for sit Fødeland,
en Arne, hvor hans rejsetrætte Lemmet
kan strække ud sig under eget Bord,
imens han lytter til Naturens Stemmer;
en Kunstners stille Værksted, ej en »Leders«;
Fred ved sin egen Arne, Fred med eders.
Hvis der er Fare ved, hvad dér han tolker,
en ringe Talsmand for den store Slægt,
som disse Skove, denne Strand befolker; —
hvis Havet er for ungdomsfrit og kækt,
og Skoven altfor skjult og altfor farlig,
og Stormens Slagsang altfor aabenbarlig
i Strid med eders Komponisters Noder; —
hvis Vikingflokken, som paa Stranden lander,
er klædt for meget efter vilde Moder; —
hvis Vaarens Løvspring folder ud et Banner,
hvorpaa en altfor majfrisk Troubadour
har malet, hvordan Solen gjør sin Kur
til alle kære Blomster i sit Rige; —
hvis Junidagens Rødmen hos en Pige,
hvis Sommeraftnens Cither hos en Svend,
hvis Efteraarets Sværd om Mandens Lænd,
og Vinternattens Lys paa Gubbens Pande,
der søger, grublende, en Sandheds Ø
paa Videnskabens Oceaners Vande —
hvis sligt er Fare, da lad Skjalden dø.
I Folk fra Ithaka, vær da ej sen’,
men træk ham udenfor jer By, og sten,
ja sten ham, mens han endnu er i Live!
»Thi der er Fare ved, hvad han kan skrive.«
Dog, om I glædes vil ved Skjaldens Bord,
bespises ved hans Arne, af hans Ord,
og rækkes Kruset, duftende af Vin,
og lytte med ham til en fjærn og fin
Musik fra Alnaturens dybe Strænge;
og om I kommer døsig til ham ind
og lader Hovedet mod Brystet hænge;
og om I kommer modløs i jert Sind,
paa Rejsen saaret af en Røvers Flænge;
og om I vækkes vil af Skjaldens Raaben
og rustes mod jer Røver ved hans Vaaben —
saa lad ham, Folk fra Ithaka, kun nyde!
Hans Sang er Alnaturens Lovsangssprog,
hans Mesters Herskerbog: den maa han lyde.
Ud gennem Verden gik min Digtervej.
Jeg vilde bringe hjem mit Folk en Skat,
som længe slumred i min Sjæl; — kun at
den hidtil savned Lys og Dag og Lykke.
Jeg havde bygt mit Hus, hvor der var Skygge.
Jeg trængte til lidt Sol. En Digter skylder
sit Modersmaal, sit Folk, sin Fødsel Alt,
det Skønneste, det Bedste, han kan give.
Jeg saa’ mig sund paa Bjærgenes Gestalt,
paa skønne Mennesker og skønne Byer,
som Solen med sin Farverigdom fylder.
Jeg gjorde kun, hvad eders egen Skare
af Digtere har gjort i Seklets Morgen:
jeg priste Livet og jeg glemte Sorgen.
— Skal nu en sildig Slægts blodløse Kor
betegne ved min Sang det som en Fare,
hvad jeg har taget op som en Fornyer
af hines Sang, som i Elysium bor
og smiler til os bag Parnassets Skyer?
Jeg ønsker Ingens Sang at efterskrive,
jeg ønsked, og jeg ønsker kun at byde
mit Folk den hele Verdens Herlighed,
Mandsviljens Stordaad, Kvindens Kærlighed,
— og fri for alle Slakker — til at nyde.
Vil sligt I hæmme? Det formaar I ej.
Vil I mig standse? »Gudbevares, nej;
din Sang er altfor »køn!« Hvad vil I da?
Jeg raaber ikke med jer et Hurra
hver Gang en Taler rejser sig ved Bordet
og for en Skaal hos Værten æsker Ordet:
for alt det Smaapluk i de gamle Gænger.
Jeg kan ej være »Alvorsmand« paa sligt.
Er I »alvorlige?« Jeg skræmmes ej
saa let ved eders Alvor, eders Lære,
naar I vil kaste Stene paa min Vej,
hvad eller med jert »Raad« mig vil beære.
— I holder tidt et Raad for eders Pligt.
Jeg kan ej være »Alvorsmand« paa sligt.
Jeg kan af al min Sjæl og al dens Eje
kun ønske for mit Folk, at nye Veje
maa trædes i de gamle, kendte Spor
did op, hvor vore store Mestre bor,
hvor Muser med Chariterne i Kor
opfører Dans paa Danmarks Helikon.
Nu staar der snart paa Danmarks Dør et Skilt,
halvt dansk, halvt engelsk: »Sørensen & Son«.
De græske, de latinske Guder svandt,
kun én, en romersk, man tilovers fandt,
en vims, gemytlig, fiffig Gangerpilt,
med Stav i Haanden, Hat og Pengepose;
han dyrker og Musiken, men det klinger,
som naar man tæller Sølv imellem Finger,
og for »Gehør« man tør ham just ej rose.
Han har sit Stade foran hver en Port,
han knejser strunk fra Børsens høje Tind,
og røgter som sin kommunale Pligt,
at spørge hver, som vil i Byen ind:
Min Ven, hvor mange Penge har Du »gjort«?
Jeg kan ej være Alvorsmand paa sligt.
Men jeg kan skrive Dig, mit Folk, et Digt,
der skar min Sjæl med sine dybe Flænger,
der fra mit Hjærte, sorgfødt, frem sig trænger,
og skriger som et Barn mod Dagens Lys,
og undrer sig, og stirrer med et Gys,
som Morgnen, naar den Nattens Mulm forlader,
og smiler, ler, og jublende sig bader
i Solens Skin, ombølget af et Pust
fra Søens Vande, smult af Vinden krust,
omskygt af Løv, belejret trindt om fra
af Alnaturens høje Lovsangs Lyde.
Og dette Digt, I Folk fra Ithaka,
jeg haaber det, skal handle om, at nyde.