Kanonilden standsed; og Krudtrøgen trak
Fra Lavetterne bort, og bag Skandserne bølged
Et uhyre Tusindbens Legeme frem;
Og det blinked i Solen fra Leddyrets Krop, —
Det var Infanteriet, Trop for Trop,
Og forrest der red Generalen.
Og han vinked, og Hornene skingrede skarpt
Og Trommerne buldred; Kolonnerne standsed;
Han løfted den skyggende Haand over Brynet,
Og saae gjennem Krudtrøgens flygtende Sky
Over imod den beleirede By. —
Der laa den med steile og trodsige Mure,
Og Solen beskinned de rødgule Sider,
Og Murene syntes hvert Angreb at trodse,
Og Bannerne flagred saa lystigt i Vinden; —
Han prøved med Blikket fra Foden til Tinden
De truende, rødgule Murstensfjelde:
Hvad kan vel den Summen i Byen fortælle?
Hvad stimler man sammen deroppe paa Muren?
Hvortil denne Heisen og Graven og Hakken?
Ei se! de har Kurve og Bjælker paa Nakken;
Det gaar jo saa flinkt som i Bikubens Hus; —
Et Stykke af Muren er skudt i Grus!
Han pegede did, og hans Stemme den lød:
»Soldater! før Aften skal Fæstningen falde;
»Men Et maa gaa forud: De Enkeltes Død
»Maa til forat Seiren kan, række os Alle;
»Soldater!, I seer, der er Bresche i Muren!
»Nu gjælder det; hvem vil gaa frivilligt Turen?«
En dødsstille, aandedrætsrøvet Minut; —
Og hist og her i de tætte Geledder
En Aabning, som lukkedes langsomt igjen.
De traadte alvorligt for Fronten hen,
Geværet i Haanden, og danned en Række;
Det rasled, de plantede op Bajonetten,
Det knækked, de prøvede Hanen og Hætten;
En dunhaget Yngling paa Fløien sig stilled,
Langs Kaarden de blinkende Solstraaler spilled,
Og »Marsch«! Uden Trommer og Uden Musik
Med sammenbidt Læbe mod Breschen de gik.
Og Dagen den led; og det synkende Skær
Af Solen faldt blodrødt paa Murenes Tinder;
I Skyggen dernede, hvor Gabet var skudt,
Henover Fasciner og sprængte Kanoner,
Igjennem Forhugninger og Bastioner,
Hvor Lig laa i Dynger med gabende Vunder,
Med krummede Kroppe, med Greb end i Døden
Om Værget, som Ingen ustraffet kom nær —
Drog ind gjennem Breschen den seirende Hær.
Og Trommerne buldred og Hornene skingred;
Da blottede han, Generalen, den haarde
Sit Hoved, og sænked fra Hesten sin Kaarde,
Og Hornene klang over Murene hen, —
Han hilste de Faldne i Breschen igjen.