Dagen er graa; en Taage dækker Staden,
Som Sørgeflor den over Byen hænger;
Foden i Galoschen sjadsker om paa Gaden;
Kulde og Klamhed igjennem Frakken trænger.
Aftenen er trist. De høie Stjerner glimte
Kun sparsomt over Taget gjennem Skyen;
Som en Kjæmpe uden Hoved man akkurat kan skimte
Rundetaarn. — Det regner! Op med Paraplyen!
Tiden er trist. En Gravluft slaar imøde
Fra Bladet, som man sluger i Kaféen,
Der lugter overalt af Saarede og Døde;
Det er Høst i November — for Manden med Leén.
»Nyt! Er der Nyt?« — »ja Nyt for alle Munde,
Nyt fra Paris for Plebs og Optimater;
Æslerne er spist, man begynder nu paa Hunde,
Rusland tænder Piben ved de gamle Traktater.«
Tiden er snavs, og Prygl er nu paa Moden;
Ak, Aarhundreder er vi trængt tilbage.
Hvor tændes atter Aandens Lys paa Kloden?
Naar skal vi finde de gjenfødte Dage? —
Naar skal vi . . . Stille, kom gaa med tilside,
Seer Du i Vinstuen Gasblusset tændes;
Kjender Du Værtens Portvin den hvide?
Den kan løse Spørgsmaalet! — Ja saagu, kan hændes.