Ja, jeg har elsket. Hav, det skal Du vide:
tungt lægger Byrder Du paa Mandens Skulder,
ham, i hvis Aarer Oceanet ruller,
ham, i hvis Side
Hjærteslaget slaar
som de Bølger vide,
der mod Polen gaar.
salte som Skummet, ak men ej saa lette.
Vil Du mig dømme, huske Du dog dette:
Saltet forvitrer,
men det levner Saar;
Taarerne forbitrer
Fremtids bedste Kaar.
Ja, jeg har elsket. Hav, din store Scene
synes, saa øde; kølig Bølgen ruller.
Se, over Bølgen blinker frem en Skulder.
Ve Dig, som ene
langsmed Stranden gaar!
Anadyomene,
nøgen, for Dig staar.