De løbende Vande har liden Rast
men stille Slots-Søen staar;
den farende Ridder er kommen hjem
at se til sin Fædrenegaard.
Taarne og Tinder er sunket i Grus,
saa stille Slots-Søen staar;
den farende Ridder er kommen hjem
han søger den Kirkegaard.
Thi ingen Tue kan rumme saa mangt,
som den, der er hvælvet her:
han klapper med Glavind paa Gravens Vold
og hvisker: Min Hjærtenskær!
O kan du mig nævne i Verden det Sted,
hvor værd er at bygge og bo,
og kan du mig vise paa Jorden den Krog,
hvor farende Folk finder Ro?
Mit Kongedømme laa højt paa Fjæld,
og vid var min Ævne og Magt;
mit Kongedømme blev bragt til Fald —
jeg selv har det ødelagt.
Dog springer i Skoven den stolte Hjort
og Ulven skærper sin Klo. —
De trætte finder i Jorden Fred,
de farende Folk ikke Ro.
Den store Dønning i Havet gaar
men Søen i Skoven er smul. —
Nogle skal lægges i fredlyst Grav
og Nogle paa Stejle og Hjul.
Og om jeg lagdes i fredlyst Grav
med Græstørv over mit Bryst;
min Sang vilde vælte den tunge Torv,
jeg sprængte mit Bur med min Røst.
Og om jeg lagdes paa Stejle og Hjul
og bandtes med Strikker fast,
da skreg jeg Hævn over Verden ud,
saa Stejle og Strikker brast.
Farvel min elskede Hjærtenskær,
Gud give Dig Hvilen sød!
For mig er der intet blivende Sted
ej Hvile i Liv eller Død.