Jeg elsker Dig, mit gamle Land,
jeg elsker Dig saa højt jeg kan —
og paa den rette Maade:
Alt, hvad min bedste Kunst formaar,
jeg yder Dig af Hjærte — naar
det tjener til dit Baade.
Men evigt synge om dit Flag
og evigt holde Fødselsdag
og støde i Basunen:
nej, dertil er min Kunst for god . . .
o Fødeland, om Du forstod
at finde selv Kapsunen.
Og hugge den paa deres Mund,
som hver en Tid og hver en Stund
har i Trompeten truttet:
Jeg elsker Dig, mit gamle Land,
men holder som erfaren Mand
til Raade lidt med Krudtet.
Jeg elsker Dig, mit gamle Land,
og elsker Dig saa højt jeg kan —
og paa min egen Maade.
Af alle mine Hjærtesaar
den bedste Kunst, som jeg formaar,
skal tjene til dit Baade.
Og hvis Du synes, at jeg slaar,
og at jeg stundom Holmgang gaar —
nuvel, Du har mig givet,
o Fødeland, min Sjæl saa varm,
mit sunde Mod, min raske Arm,
mit Vikingpræg for Livet!