Smaafuglen i Lunden blir tavs,
naar Aftenen falder og Høstnatten stunder —
derpaa man i Skumringen grunder,
om Livet er Guld eller glimrende Snavs?
Hvi avled min Fa’r mig,
hvi fødte min Mo’r mig,
hvi løb jeg grassat langs de vildsomme Stier,
indtil jeg blev gammel og graa? —
den Fugl er vel klogest, som tier.
Men jeg løfter min Luth, og jeg svinger mit Sværd:
endnu er vel Dagen en klingende Sang
og et klirrende Kaardestød værd!
Jeg ler ad det brogede Spil,
med Ridder og Dame, med Svende og Piger;
jeg smiler, naar Bølgerne stiger,
jeg er iblandt Mængden kun En, som ser til —
Om Damen skal skændes,
om Borgen skal brændes,
hvad rager det mig, jeg som sidder paa Bænken
og tømmer min Kande i Ro —?
jeg tømmer og takker for Skænken.
Og saa løfter min Luth jeg og drager mit Sværd:
endnu er vel Dagen en klingende Sang
og et klirrende Kaardestød værd!
Smaafuglen i Lunden fik Røst —
men Næb fik den ogsaa og Kløer og Vinger;
som Falk den i Luften sig svinger,
i Højden faar Sangfuglen Staal om sit Bryst —
Mod Borgen, som knejser,
et Opbud jeg rejser:
fortvivlede Karle langs Veje og Stier,
saa langt som et Hær-Skrig kan naa’
en Sanger er altid Befrier.
Og han løfter sin Luth, mens han drager sit Sværd,
thi altid er Dagen en klingende Sang
og et klirrende Kaardestød værd!