Vi lo jo før saa længe,
og spandt paa Glædens Traad,
nu kan vi sagtens trænge
en Smule til Graad;
naar Graaden saa er standset,
saa gaar vi ud og ser
paa Stedet, hvor vi dansed;
dér danser vi ej mer.
Dér sætter vi os stille
i Skyggen paa en Bænk,
hvor Solens Straaler spille
med tavlede Stænk.
At sidde selv i Skyggen
og se, hvor Solen lér,
at glæde os ved Lykken,
som var. Hvad vil vi mer?
Foroven skærmer Løvet
mod altfor megen Sol,
forneden tegner Støvet
en lysblomstret Kjol!
I Kjolen har Du danset,
paa Blomsten har Du grædt;
men Leg og Graad er standset
nu er mit Hjærte let.