I.
Murene faldt.
Med undertrykt Klage
staar han en Stund
og ser sig tilbage.
Paa alle den svundne
Herligheds Rester
et dugvaadt Blik han
ved Afskeden fæster. —
Han samled fra Gruset,
hvad Mindernes Blik kan
samle. Og Mod til
Vandringen fik han.
Han tog, hvad af Tabet
endnu maatte reste.
Han tog af Ruinerne
ud sig det Bedste. —
Bort fra Trojas
synkende Krater
bærer Æneas
de høje Penater.
II.
Han havde sig bygget saa lunt et Hus
og tættet dets Vægge, dets Ruder;
i Haven var Bede, i Gangene Grus,
han drømte saa trygt til Træernes Sus
om Aftnen paa bløde Puder.
Et stormfrit og hyggeligt Indsidderhjem
med Gæster, velséte Fæller.
Paa Skorstenen tittede Storkene frem
som Fredens Symboler; men én Ting var slem
han havde Krudt i sin Kælder.
Fra Skorstenen hæved sig Røgstøtten smukt.
Hans Naboer snused til Duften:
Suppe og Steg og Kage med Frugt;
der er Ild under Gryden; og hvilken en Lugt . . . . .
Og saa — saa fløj Huset i Luften.
Han vidste knap selv, hvorledes det kom;
han stod paa Tomten og grunded.
Med Ilden bør man gaa’s varligt om;
Saa greb han sin Randsel — og den var tom —
og gik, da han havde sig sundet.
Han havde lugtet det første Krudt
og lært dets Fare at kende.
Saa drog han omkring, hvor der rigtig blev skudt.
Han var Soldat fra den samme Minut,
som hans Indsidderliv var til Ende.