Danmark
(Nytaarsdigt 1884.)
(Nytaarsdigt 1884.)
Vi aander en Luft; — den er vor, den er vor,
lad den saa bringe Snue for fremmede Næser;
vi lever paa »Hjørnet«, vi kan ikke for,
at det stadig om Ørerne blæser;
vi bryder i Blæsten vor Hede, vor Ager,
vi dyrker vor Mark, og til Takke vi tager
med Brødet, som Fædrene brød: —
O Danmark, vor Moder, i Sejer og Nød
vi signer med Sang dit velsignede Skød.
Vor Verden er vor; — den er trang, den er stor:
den er stor nok for os, som er vant til det Snevre;
vi tøjrer vor Ko paa vor græsrige Jord,
at vort Smør vi kan kærne og ævre;
men Smørret, som giver os Kroner i Pungen,
det lægger ej Fødelandssangen paa Tungen,
dertil er dog Kursen for lav: —
O Danmark, af Blodet, Du Sønnerne gav,
der spirer for Sønnernes Sønner et Krav!
Vi aander en Luft; den er sund, den er ren,
den er grødevejrs-fuld af de dyreste Minder;
det lærer hver Vaar os med lysegrøn Gren
og hvert Blus over Ungdommens Kinder;
vil Nogen iblandt os vort Løvspring fornægte
og Tvivlsygens Kappe om Ungdommen hægte,
saa har han ej Ret til vor Jord: —
O Danmark, vær trøstig; end blomstrer dit Flor,
end rødmer vor Ungdom, hvor Rugbrødet gror.
Hvad gavned det os, om en Viden vi vandt,
som var kvælende fuld af de fremmede Syner?
saa heller med Verden derude paa Kant:
til Kamp! saa det tordner og lyner!
Der er ej Nation, man i Verden kan nævne,
ej Enkeltmand knap, som blev stor ved den Evne
at plapre de fremmede Sprog: —
O Danmark, dit Blik er os Bøgernes Bog,
saa lad dem kun skælde vort Land for en Krog.
Vi aander din Luft; — den er Most, den er Drik,
den er sød for vort Hjærte og lind for vor Lunge,
ej Elskov kan gro af den Elskedes Blik,
som din Ære kan gro paa vor Tunge;
tidt Ungdommen fejler: men kærlig i Aanden
den Manddom, som bejler, Du tager ved Haanden
og fører den hjem til sit Hus: —
O Danmark, vor Fylgje i Havstrømmens Brus,
vor Moder ved Fjordbølgens blaanende Krus.
Vor Verden er vor — og vort Land er vort Land,
lad dem saa holde Skifter i Boer derude;
vi værger vort Bosted saa længe vi kan,
om vor By, paa vor Mark, i vor Skude;
vil Naboer komme og bryde vor Ager,
et Brydertag vi med den Fremmede tager,
et Livtag paa Liv eller Død;
thi helligt for Sønnen er Moderens Skød:
Til Forsvar for Danmark, i Sejer, i Nød!