Atter et Slagskib med Staal-Væddersnablen
svajende, „indviet”, op for sin Bøje,
atter en Krigs-Kolos løbet af Stablen
— ære være Gud i det Høje!
Atter Velsignelsens flommede Ord,
atter af Prinser og Præster et Kor,
takkende Himlen for denne Syv-Satan ...
og atter, ak, atter de Smaa og de Svage,
der hæver den sjæls-sønderrivende Klage
mod Krigens forbandede Jern-Leviathan!
Og hvor de er stolte og blussende glade
og fede og fromme, de Mænd og de Kvinder,
som højt over Mængden paa Værftets Estrade
ved Daaben en Lediggangs-Livsvækker finder.
Hvor takker de Gud over Vinglassets Rand,
— og skotter derned til det mudrede Vand,
hvis Flade er Spejlet for Kul-Taageskyen:
hvor elsker de just disse slam-fyldte Strømme,
der skyller — langt over de dristigste Drømme —
o Thames, dit Guld ind til Stor-Kræmmerbyen!
Men lavest ved Floden, med sodede Kinder
staar Arbejder-Flokken, som smeded Kolossen,
og nederst et Myldr af Børn og af Kvinder,
som bryder sig Pokker om Afspærrings-Trossen.
Hvor er de dog glade: ti Vintren er endt
og Manglen og Nøden — og Penge blev tjent
ved „Albion”, den, som just nu gaar af Stablen;
i fineste Puds, i de Stumper, de har,
de jubler og vifter — og saa er man klar:
dér kommer Kolossen med Staal-Væddersnablen!
Den dypper sin Snude, Kolossen, i Vandet:
dér ligger den, jærn-kold, mens Skuddene knalder,
en Dæmon for Fjenden — en Dæmon for Landet,
hvis Fattigdom vokser, mens Guld-Strømmen falder.
Dog, Flaget er oppe! og Kjæmpen er stor,
og Første-Rangs Værk er hver Nagle ombord,
Maskiner og Alt i den pansrede Satan ...
og hvidt om de staal-hvide Bouge det syder,
mens ud fra Kanonportens Strube det lyder:
Væ victis! Afvejen for Leviathan! —
Da stiger fra Floden, fra Barn og fra Kvinder,
et Rædslernes Raab, medens Boug-Balgen skummer —
og Bølgen, som aldrig i Skranker sig finder,
sin Klo over Mængden langs Flodbredden krummer.
Fortvivlelsens Kamp i det slam-sorte Dyb —
et Menneske-Kaos af druknende Kryb,
de lidende Stakler — de Smaa og de Svage:
og „Trøsten” — paa Lidelsens ældgamle Jord
er dette bevingede staal-haarde Ord:
Væ victis — for dem, der er blevet tilbage!