Kalliope
→
Digtere
→
Christian Richardt
→
Førstelinjer
Christian Richardt
(1831–92)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
Alle digte af Christian Richardt på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.
A
Ad Tidens Strøm, hvis Kyster hun vil tegne
Aftenvind, med dine svale
Ak, den Lysning var kun kort
Ak, hvor er det længe siden
Ak, hvor Sangens Trækfuglskare har forladt os inden kort
Ak, Sant’ Agate! hvilken Tort!
Ak Venner vi er kun et Mandfolkething
Aldrig din higende Attraa Du stiller
Alene vi gik i den grønne Skov
Altid frejdig, naar Du gaar
Alt som ejer Livets Lue
At finde en Firkløver, siger man
At ville vælge mellem Tro og Gjerning
Aand og Legem er et Spand
B
Bag Helgenskrin og Messepragt
Bedstemoder! maa jeg bringe
Ben Esra, jødisk Kjøbmand i Damask
Bjergets Løndom var vor Moder
Blege Pige fra Habeya
Bliv Lys! saa lød det store Skaber-Ord
Bosporos, skjønne
Brat kom din Kveld, Abigael
Brygge, bage, koge, smage
Brødre mellem tvende Have
Bølgen raaber: Hør hvor jeg bruser!
D
Da Hegel engang laved Puns
Da Himlen og sin Faders Favn
Dannevirke kun et Skræmsel
Da Sankt Elisabeth gav Smaafolk Brød
De flokkedes omkring Ham
De Klokker ringe med Højtidsklang
Den Aften gik jo nydelig
Den Bonde, som vil lede
Den gamle Skovvej huer mig vel
Den glade Tid kan Ingen af os glemme
Den Grundtvig, som i Anno Ti
Den havde svunget hvasse Sværd
Den hvide Snee har lagt sig
Den Lille laa og leged
Den lyse Vaar sit Anker
Den Vældige, hvis Almagts-Haand
Den Wessel, som besværed Aftenposten
Der er en Lidelsernes Skaal
Der er saa travlt i Skoven
Der er saa øde i Dannevang
Der fløjter en Solsort saa sødt, saa sødt
Derfor kan vort Øie glædes
Der græd to Elskende i Himmelborgen
Der gaar Dans ved Elv og Fjord
Der gaar en Længsel fra Kyst til Kyst
Dér har vi Diligencen! med Bjælder og Smæld
Der knalder en Champagneprop
Der kæmped en Damper med Storm og Nød
Der staar han i sin Dagligdragt
Der var engang i Fyrrerne en Skomagersvend
Der var saa sort i Kirken om Kongens Sarkofag
Der vinder sig om Fyens Land
De sletted ud en Paragraf
De stolte Toner taug — fra Brydekampen
Det er saa yndig en Foraarsdag
Det gamle Aar var graanet
Det graaner, det skumrer om baade Land og Strand
Det gaar mod Jul — December-Snee har lagt
Det hellige Kors, den Bjælke svar
Det isned om Danmark, men Gud var os god
Det Jern, der Fil skal vorde
Det Land, vi elske over alle Lande
Det lysner over Norden fra Frejas blanke Rok
Det Ord, hun hørte bag Judæas Ranker
Det raabes ud fra hver en Kant
Det stormer over Verdens Strand
Det var alt i Februar
Det var et Aar, da Danmark skjalv
Det var sig Dronning Elisabeth
De tyste Tonestrømme
Din Ungdom var straalende Lune!
Disse Klokkers Kimen
Dit Rige komme, Fader vor!
Dreng! stig op paa Klippetinden
Du døde Hav, hvi vinker Du
Du er endnu en lille Pog
Du fattige Busk, hvor er Du skjøn!
Du gamle Sanger, som i Livets Kveld
Du Hav, der som med Sang og Spil
Du Land fra Oldtids Dage
Du Landmand, Skytte, Landsbypræst
Du letteste, luftigste Rum
Du ligger Du ramt, Du stolte Bøg!
Du Lykkelige
Du lyse Morgens Frydebud
Du skjønne Kunst, i Eden født og baaren
Du som bøjed mig i Støvet
Du, som i din Barndoms Dage
Du som saa højt Dig bryster
Du var saa ung og frejdig
E
Eensom og knudret var min Vei
Effata!
Eja, nu er det Foraar
Engang om Eftersommeren
En Hær af Skyer
En Kunstner stod engang ved Smelteovnen
En lys Oktober
En Musling-Perle klar og rund
En Sangspildigter — bort til Præste-Pligter!
En Skaal for det blinkende Søernes Baand
En stille, høstlig Brusen
En Tænker sad en Aftenstund
En Urskov uden Kroner
En Vidiekurv paa Gænger smaae
En Vingaardsmø med arbejdsvante Hænder
En vaad Oktober
Er Vilhelm Rode bleven Menig
Et Kors det var det haarde, trange Leie
Et Land foruden Grænser
Et Leve for Helten af anden April
Et Øjeblik, hvad er et Øjeblik!
F
Far Niss, Far Niss! her ligger jeg
Fjeld og Dal er Mand og Kvinde!
Fjenden er i Landet. Assur vælter
Flyv ud mit Korn i Mulde
For Barn og for Jomfru paa Barndommens Skjel
Forfatter og Forlægger
For Himlens Stjernerader
For Kejser og Rige staar en Mand
Forlængst er Skjalden lagt i Muld
For Mariekirkens Alter
Forstenet sidder Trolden Finn
Forunderligt!
Fra den svulmende Dal
[En Fjeldsti]
Fra den svulmende Dal
[Skovrig Fjeldegn ved Havet]
Fra Kaldæa i det Fjerne
Fra Marken komme Karl og Heste trætte
Fra sidste Gang
Fra Østerhavs-Øen med Klipperne graa
Frihed! Du Nordens kjække Mø
Frisk afsted, med Sang og Klang!
Frit i sin Skjønhed løfter sig af Havet
Frostnatten ruged over Aandens Sletter
Fryd dig, du tro Filisterflok
Før Skoven tog sin Vinterdragt
Før Stormen slog sit Jævndøgns-Slag
G
Gak ud i Skovens Hal, betragt dens Stammer!
Gik fra Skumring ind til Nat
Gjern Kane nu og Kjelke
Glem Døden, naar det gaar tilstorms
Glemme maa vi vore Sange
Glimt af Sol og Glimt af Haaben
Glæden ved Guds grønne Jord
Godkvæld Godtfolk fra Land og fra By!
Godt I Unge, lydt at sjunge
Granen den grønne er Bebudelsens Træ
Grumme Krig! Dit Lyn, din Torden
Gyngende skød sig Briggen
H
Halv gjemt bag Gravkapeller, Kræmmerbure
Han er skikkelig, maa man ham lade
Hans! Deres Naade! Lad Bob faae sin Mad
Han var saa ung og modig
Her Børnenes Leg en høstlig Dag
Her er den allersolideste Cursal
Her er saa frisk paa Skrænten
Herlige Sang
Herligt at mødes i Ungdommens Vaar
Herr Andrik og hans Viv Andrikke
Herre og Frelser, som kom i det Lave
Herre! om din Magt og Vælde
Her saa’ vi gjennem Kundskabs Glar
Hil Dig, Du Mendelssohns Arving og Fælle
Hil Dig vor gamle Skole
Himlens Sol og Stjerneskarer
Hist i Velsklands skjønne Dale
Hist sig Marmorhøie brede
Hjertet ej sin Gud vil dyrke
Hjælp mig, Madonna
Hold Ja-Ord her i Herrens Hus
Hu, hvor Stormen dog har føget
Hun gaar saa troligt og vogter Flokken
Hun, vort Aarhundreds kjække Yndlings-Terne
Husker I Dagen, da Artiums-Horden
Husker I den gamle Sage
Husker I Stunden — straalende Sommer
Hvad det er for en Hestehud
Hvad er der? Hvad græder Du for, min Skat?
Hvad er dog din Mening, vor gamle Forening
Hvad har dog Maria fore
Hvad hjalp det mig, om Stjernerne jeg kjendte
Hvem bygger Ridderen en Borg?
Hvem er han? spørger Folket
Hvem var han, den Prins af Danmark
Hvem var hun? Hans Egedes
Hvem vil ikke gjerne prise
Hver Dag jeg maa til Brønden
Hver Plantning, som ej er fra Himlenes Gud
Hvilken Sanger og slet ikke spradende!
Hvis Peter ej som et artigt Barn
Hvor Asfalt-Søen ruller sit tunge
Hvor Athenens Mure slippe
Hvor Bjerg og Bølge knyttes
Hvor Brændingerne hvide
Hvor dejlig er September her i Danmark!
Hvor dejligt, naar det bliver lyst!
Hvor denne Flok var ung og kjæk!
Hvor det skyder og bryder
Hvor er det dog en dejlig Tid
Hvor er det frydeligt at see
Hvor er hun ung og yndig
Hvor er Øjets friske Blink?
Hvor fordum Sankt Klaras Nonner gik i Lin
Hvor fordum Volmers Ganger sprang
Hvorfor er Vejen vel saa smal
Hvor frem af via malas Svælg
Hvor herligt er et Aftenlag
Hvor hun dog iaftes silde
Hvor kan et Barn dog glæde sig
Hvor Kullen stejler mod stormende Sø
Hvor lider Du min Datter
Hvor mindes jeg, Du skjønne Bøgelund
Hvor Skoven dog er ung og frisk!
Hvor Sneen slaaer en takket Bord
Hvor Syren flokkes om Bøgens Fod
Hvor tidt var vi sanked i broderlig Favn
Hyp min Hest, lad Ploven gaa
Hyrde var han, en af dem
Højskole hist, hvor som dunede Russer
Hør Ellen, hør ifald Du vil!
Hører du det, min egen Unge
Hør, hør hvor det tøer!
I
I bløde Spirer bag Hegn og Gjærde
I Europa, i Europa er der Marked
I Fangelænker Peter laa
I Flodlandet, Evfrat og Tigris’ Land
I gamle Dage, er det os fortalt
I gamle Føniciens Land
I Herrens Vingaards-Svende
I Livets Gry Du fandt din Herre
Imellem isgraa Fjelde
I Naturens skjulte Gange
I Norgesfarere! Hver og En
I Nøddegangen ud mod Hvedemarken
I Orangelundens dæmrende Skygger
I Pyramidens gamle Mumie-Grav
I sin Grotte højt paa Fjeldet
I sin Løvhytte sidder den gamle Præst
I Skoven har jeg hjemme, i Skoven er jeg fød
I Sommer var Skoven saa grøn, saa grøn
I som sige: der er ingen
I Stalden var der Uro, Støj og Sparken
I Syreblomster hvide
I visne Blade, Du tørre Løv
I Østen, i Aladdins Land
J
Ja her er Grundtvig voxet op
Ja, læg kun Arbejds-Spaden hen
Jeg dandser og dreier paa min Lire saa fro
Jeg er Visdommens Fugl!
Jeg fanged engang en ædel Falk
Jeg fryser, siger den Lærke graae
Jeg glemmer aldrig, hvor den Dyst var haard
Jeg grunder og jeg grunder paa hvad Herren har beredt
Jeg længes efter Foraar!
Jeg længes stundum efter Sorgen
Jeg laa paa den grønne Matte
Jeg saae Dig i Dagens fulde Glans
Jeg troede, da jeg var lille
Jeg veed en Bog, som vil og kan
Jeg veed en gammel Jakobsstige
Jeg veed en gammel Kirke — dens Taarne er tre
Jeg veed et Sted i Lunden
Jord, i hvis Favn der hades og der myrdes
Jylland, Jylland var hans Vugge
K
Kjærlighed er Lovens Fylde
Klippers Vælde, Mur af Fjelde
Klokken ringer til Kirke, og Gjøgen ringer tilskovs
Kom I, som maatte gynge
Kom lad os gaa gjennem Lindenes Række
Kommer det end ej til Knælen
Kom, skynd Jer nu smaa Nussebeen
Krig er Jammer, Krig er Nød
Krig skal I høre, og Rygter om Krig!
Kun Natten hørte Sukket
Kvivit, Kvivit!
L
Lad Tonerne følge hans Baare
Lad Verdens-Elven jage
Lange Dage, lange Nætter
Luften paa de svale Lider
Lydt gjennem Skovenes Lønkamre gaar
Lyttende Studenterflok
Længe var der stridt og stræbt
Længsel gjæred i dit Bryst
Lærken løfter sin Klokke-Røst
Lær mig Nattens Stjerne
M
Maj med springende Løv, med blinkende Draabe
Med Krumveje ofte man slaar sig tiltaals
Mellem disse grønne Høje
Mens Blomsterflokken sover sødt
Mig fryder ei den lyse Dag
Min Barndoms Legesøster og Veninde
Min Celle gjenlød af Psalmesang
Mindes Du, hvor Moders Mund
Min egen M . . .
Min Gjenbo er en Muur og mit Skjul er en Kvist
Mit fagre Hjem, hvor Bølgen blaa
Mit Folk, hvor var Du ofte
Mit Piletræ, Du fryder mig
Modtag en Psalmebog, en ny
Myrthe-Bjerget langt fra høje Norden
Maanen gaar saa langsom og saa løj
Maanen lægger sin Straalebro
N
Natten taler tyst og stille
Nu blegner fast det sidste Haab
Nu daler den straalende Sol
Nu drager Danmarks Sommer bort
Nu drog det Forhæng sig tilside
Nu drysser det med fine Dun
Nu har Du tømt din Smertes Skaal
Nu lukker Solen sit Øje
Nys blev Solen ringet ned
Nærsynet var hin svundne Old
Naar Egene knoppes
Naar jeg bli’r stor
Naar jeg tænker paa Langfredagssorgen
Naar Jorden stønner blussende og hed
Naar kun hun har sin store røde
Naar Midsommersolens Straaler
Naar Svenden gaar i Kampen
O
O Danmark i Din Kappe blaa
O Danmark i din Sommerpragt
O Du, som sukker i din tomme Stue!
Om Bryggen er der Tummel og Markedsliv og Støj
Om Du vil være stærk og fri
Om Jericho de sidste Straaler sank
Om Mandens Liv kun lidt jeg har at sige
Om rusted’ vi vil være
Op Danske, slaar et ærligt Slag!
Op Kongsporten sprang
Over Alperne
Over Hebrons grønne Dale
Over tømte Markers nøgne Barhed
P
Padre Giuseppe, han er ikke magelig
Paulus er i Baand og Lænker
Paa Børnenes Sygestue
Paa denne Vaarens Høitidsdag
Paa Esdralonsletten, hvor Vaaren holder Fest
Paa et Fjeld i Rhonedalen
Paa gamle Malerier
Paa Havet Carabevellen
Paa Isfangst damped en Hvalfanger-Flok
Paa mægtige Vinger mod Norden det gaaer
Paa Oliebjergets jevne Skrænt
Paa Refsnæs Havets Vind
R
Roser og Liljer, vi maa skilles ad
S
Sagnrige Bølger hilse mildt iaften
Sank i Havet
See Fyret højt paa Klintens Bræm!
See, jeg er Herrens Tjenerinde
See Kirken er pyntet inden og uden
Skjærsommerdagen lys og god
Skjøndt ammet op i Sydens Marmorsale
Skjønne, sjunkne Fredriksborg
Smaafuglene, de synge
Snap, med et lækkert Been belæsset
Snart nærmer sig den lyse Vaar
Sneen ligger tæt og blød
Snee paa Tage midt i Maj
Solen sank, og Vinden taug
Som en Stuefugl i Bur
Som en Viser paa en Korsvej
Som et Rov for Stormens Horde
Som et Skib finder Vej gjennem Skummet
Sov mit Barn, sov længe
Spiret blinker højt i Sky
Stormen er oppe, Sneen fyger
Stormen jog
Stormens Konge, Luftens Drot
Stærke Drøn fra Nordhavsbølge
Stærkt det gaar mod Allehelgen
Staa fast, vort Kongebilled
Svundet er fire Hundred Aar
Sørger alle Danmarks Kvinder, sørger
Saae Du ham min lille Dreng
Saae vi end ej den blege Dreng
Saa Farvel fra Støvets Kyst
Saa langt og saa længe som Magt er bleven Ret
Saa lyser under Bøgens Grene
Saa, nu kom Inger op igjen
T
Tak for djærv og sanddru Tale!
Tak for Skjærmen med de ranke Siv
Tak, I Venner, for Jer Fest
Tak skal lyde ved din Grav
Tilfods, tilfods over Mark og Sti
Til Lykke Brudgom med Bruden din
Til Lykke, Brud og Brudgom kjær
Til Skoven gik der Bud paa Bud
Tommaso har idag havt med sig Lykken
Toner, I som mægtig svulme
Toner, søde Toner, svulmende Chor
Tre Fyr i høje Nord er sat
Tre raske Drenge var vi
Trindtom der høres Spottesange
Tro, som overvinder Alt!
Træd ind min lille jydske Cousine
Tulte var en Høne
Tungt at staa ved Livets Skjel
Tænk, Fastelavn er kommen igjen!
Taagen isner
U
Uberegnelige Maj
Udbrændt er Bannernes blodige Flamme
Ud for Verdens Herregaarde
Udi Roma, i sit Studie
V
Vedbend fra den grønne Skov
Ved en Verdensstad jeg stødte fra
Ved Syriens mørkeblaa Middelhavs-Strand
Velkommen hid fra høje Nord!
Velkommen hjem, vor Konge kjær!
Velkommen Lærkelil!
Velkommen Venner, I fra Sverigs Dale
Vel mødt Kong Christian hos de danske Bøge
Velsignede Dag, som i Lundenes Skygge
Venner, seer paa Danmarks Kort
Venner, vi var lykkelige
Vidt over grønne Bølge
Vi er et lystigt Folkefærd
Vi er som vilde Heste
Vi hilse Dig, vort nye Hjem
Vi komme uden Vaaben
Vi lever i et velsignet Land!
Vi sang saa høit om Nordens Taarne trende
Vi Studenter har en Skik
Voldene faldt — og paa Skansernes Plads
Vor faldne Slægt
Vor Forsknings Rige er saa vidt
Vor Tro, den er vor Fortids Arv
Vær hilsed Danmarks Konge, Danmarks Dronning
Vær hilset Du vort nye Hjem
Vær hilset, Hostrup, Du fjerde H
Vær hilset høie Sommersol
Vær hilset paa dit Brudetog
Væxten altid er fra oven
Vaaren er kommet, og ind hun nu henter
Vaarfriske Danmark
Vaar og Vinter føre Krig
