Christian Richardt (1831–92)

Tre raske Drenge var vi,

født op i samme Gaard,

Eens højt vort Hoved bar vi,

vi havde lige Kaar;

tidt sloges vi i Hjemmet,

fik Flænger i vort Skind,

var dog mod hver en Fremmed

Eet Hjerte, Sjæl og Sind.

Ved samme Lærdom avet,

vi voxed op til Mænd;

kom sammen hjem fra Havet

med Riddersværd ved Lænd;

saa blev vi arge Fjender

med blodig Kamp og Splid,

men vi blev atter Venner

som i vor Barndomstid.

Da blinked det med Sværde,

hvor Nordens Grænse stod,

og Danmarks gamle Gjærde

blev traadt af Fjendefod;

vor Vagt vi holdt alene

paa nattekolde Strand,

. vi saae mod Fjeldets Stene,

mod vore Brødres Land.

Og djærve Røster hørtes

med Klang af Fædres Maal,

og gjennem Luften førtes

en Klirren som af Staal;

men ingen Bavne lyste

med Svar fra Fjeldets Kam;

og dobbelt Fjenden fnyste;

og Danmarks Arm blev lam.

Men dog det er i Norden,

vor Fremtids Fyr er sat!

Det sluktes i en Torden,

dog kan det tændes brat!

Og, er vi blevne Dværge,

vi som var altid smaa,

paa Nordens blanke Værge

vi flittig smedde maa.

Lad Fjendemund os haane,

lad svaje Døgnets Hu,

til Norge og til Skaane

gaar Bølgevej endnu!

Lad dem paa Nordens Banner

kun kaste Skarn idag,

i Norden vi dog lander,

med Korset i vort Flag!