Christian Richardt (1831–92)

Hvor tidt var vi sanked i broderlig Favn,

vi Tre — i de festlige Sale,

men Festblusset nu er den rygende Bavn,

og nu holde Skanserne Tale;

i Storstuen praler den frækkeste Gjæst,

og midt i vor Rugmark han tumler sin Hest:

Nu gjælder det Fostbrødrelaget.

I Venner i Norge! Hvor gjør det os vel,

det Drøn som fra Fjeldene ruller!

det Syn, hvordan Luen som slikker vor Tjeld,

gjør Bavner paa Bakker og Kuller!

Vi maa være Eet, naar et Sting i vor Lænd

kan stinge, kan brænde, kan værke igjen

heelt op under Joklernes Skulder.

O Brødre i Sverige! Er det saa svært

de Løver tilsammen at lejre?

Har gullgule lejonet end ikke lært

det Spring som kan Ørne bortvejre?

Vi ventede længe, vi vente endnu —

ja gid der maa runge et: Velkommen Du,

med Dig vil i Kampen vi sejre!

Men I, som alt landed i Gefions Gaard,

I Første, I Unge, I Kjække,

tag I et Velkommen som Svalen i Vaar,

som Varsel om Brødrenes Række!

Tag I et Velkommen som Løvet i Maj,

I Venner i Nøden! Gud signe Jer Vej,

Gud signe Jert Mod og Jer Vilje!