Usynlige Aander.
Op Kongsporten sprang
med drønende Klang,
vore Spyd har tabt deres Styrke!
Nu Alle paa Vagt,
det gjælder vor Magt,
nu gjælder det Lys eller Mørke!
En enkelt Røst.
Tider der var, da fra Asialand,
fra Kraftens Skjød,
sodbrune Horder paa skummende Hors
skød frem sin vældige Strøm
og rev om
Kirker og knejsende Kors.
Hvem lærte dem Gribbens Kunst,
lærte dem at vejre Aadslet,
hvem uden vi?
Os gav de Guders Navn,
offred os Elg og Oxe;
Alt forbi!
hvem gød dem i Blodet Had,
gjorde dem lystne som Ravne,
hvem uden vi?
Os takked de for Sejr,
efter os gav de Stjernerne Navne;
Alt forbi!
Saa gav vi dem Land i Vest,
— den Vældige tvang os —
og end en Gang
steg fra Stenen den duftende Ang;
men her —
her hvor det flød med Honning og Vin,
hvor med Guld det dryssed —
her faldt de fra,
kyssed Korset, deres Øxer havde kysset.
Vee over dem, de Svage!
Har vi tabt vor signende Magt,
Den fordærvende har vi tilbage.
Tys!
Udefra høres
Ridderens Sang:
Altid frejdig, naar Du gaar
Veje, Gud tør kjende,
selv om Du til Maalet naaer
først ved Verdens Ende.
Røsterne.
Tys, atter det klang,
herinde det sang,
det er ham, det er ham den Stærke!
Ryst Søvntræets Løv,
dryss Valmuestøv,
fang, fang den Morgenens Lærke!
Ridderen.
Aldrig ræd for Mørkets Magt!
Stjernerne vil lyse;
med et Fadervor i Pagt
skal Du aldrig gyse.
Røsterne.
Spind Edderkopspind,
gjør Voldsmanden blind,
spænd ud den tyngende Taage!
læg Bly om hans Fod,
gyd Søvn i hans Blod,
herinde kun vi tør vaage.
Ridderen
(træder ind i Hallen).
Kæmp for Alt hvad Du har kjært,
dø, om saa det gjælder,
da er Livet ej saa svært,
Døden ikke heller.
Saa staar jeg ved min Vandrings høje Maal,
med Tro i Hænde paa min Harpes Kraft,
thi Tjørnen bøjed sig; men hvor er Rosen,
hvor er Du Blomster i min Sejerskrans,
foruden Dig den var kun vissent Løv.
O svar mig Tornerose, hør min Kalden!
Min Tornerose, svar! — Kun grulig Stilhed!
Et Ravnemørke ruger trindtomkring,
det pusler og det skoggrer som en Latter
fra hver en Vraa — om Alt var Skuffelse,
om Alt var Tomhed, Alt var Gjøglespil!
Røsterne.
Frem, fremad i Hast,
hold Tvivleren fast,
ham som brød gjennem Tornene skarpe!
Fyld Luften med Død,
med kvælende Glød,
saa han slipper sin vældige Harpe!
Ridderen.
Det svimler for mig, vee mig, hvor jeg vakler!
En døsig Tunghed griber mine Lemmer,
og Tungen gisper efter Luftens Bad,
og klamme Hænder famle mig om Kinden,
hvor er jeg, hvor mit Sværd? — I grimme Skygger,
tag Banehugg! — ak, vaabenløs og ene,
og Harpen, Harpen glider mig af Haanden —
Røsterne.
Drag Mulmsløret for!
snart Sejren er vor,
tving i Knæ ham, tving ham i Dvale!
læg Harpen i Baand,
riv den af hans Haand,
at ikke Strengene tale!
De vil rive ham Harpen af Haanden, derved bringes den til at klinge, og Ridderen vaagner.
Vee atter det sang,
vi selv gav den Klang!
Afsted til mørkere Dale!
Ridderen.
Ha hvilket Brag, som Borgen skulde sprænges!
Det var som Noget ramled for min Fod;
men Mulmet veg og Harpestrengen lyser
med Maanens Klarhed. Ved den slukte Arne
de gamle Guder ligge knust i Støv,
og Tordengudens Høg har brudt sin Vinge!
Tak Du, som strammed nys i Nødens Stund
mit Hjertes slappe, tvivlomspundne Strenge!
Hvor underligt at vanke
paa denne tause Grund,
hvor Skjoldene var blanke
en længst forleden Stund!
Hist sad de raske Svende
i Ring om Borgens Drot;
Højsædet kan jeg kjende,
fast Alt er graat i graat.
Men trindt fra Loft til Alter
spandt Tiden mørke Net,
al Silkevæv blev Pjalter,
kun Spindelvæven tæt;
den skjuler alle Kanter,
den bugner som et Skjold,
den hænger i Guirlander
om Fanens møre Fold.
I Marmor og i Fjæle
saamangt et kraftigt Spor
af jernbeslaaede Hæle, —
men Jomfrufoden, hvor?
Og ingen Stemme klinger,
Alverden tier stil;
kun Vinden sagte ringer
med Svalens Klokkespil.
Men, var jeg indemuret,
jeg vilde ikke fly,
frisk frem til Jomfruburet
med Haabet tændt paany!
O Støv, leg Du kun Farve!
Du røde Rust, leg Guld!
Dog har den grimme Larve
sin skjønne Sommerfugl!
Ad denne lille Trappe vil jeg stige;
dens Haandtag her med Roser af Koral
vel kunde passe for en Kongemø,
see her er Solsejls-Svalen fuld af Blomster, —
hvor tørstige! Dog kun som om et Døgn
frastjaalet havde dem den vante Pleje!
Og her en hvilende, en malmstøbt Hund,
med Snuden gjemt i Kroppens lodne Knude,
men støbt som Malmet kunde aande — Nej
den samme Haand har tvunget Alt i Slummer,
Alt uden Forskjel, ja fra Gaardens Vandspring,
der plasked svalende i Marmorkummen,
til Hunden her og Fluen hist paa Væggen!
Og nu bag dette Forhængs Silkefolder,
hvad slumrer der? O alle Helgen hun,
min underfulde, blege Tornerose!
Aldrig blev jeg trættet af at skue
Aftenskjærets sidste sagte Fald
paa den aaresprængte Marmorbue
i min Faders søjlebaarne Hal.
Aldrig blev jeg trættet af at følge
Bølgens runde Kast mod Strandens Steen, —
men i Dig blev Marmorskjær og Bølge
formet til Een!
Stjernelys paa alle mine Veje,
Tornerose, fik jeg Dig at see!
Ak, Du hviler paa dit hvide Leje
som en segnet Hind i Vintersnee.
Som et Marmorbilled tyst Du blunder,
værgeløs Du sank i Søvnens Vee,
og Du vaagner ikkun ved et Under, —
Dog maa det skee!
Men tys, hun rører sig! Med Smil om Munden
hun hvisker sagte sine Drømme frem!
Tornerose (i Drømme).
Hvor det er skjønt! O Terner glemmer aldrig
de dejlige, de hjertevarme Sagn
den fromme Sanger under Figentræet
os rakte som en Læskedrik til Liv!
Husk vel, hvad han fortalte om vor Frelser,
hvordan han vandred om og tørred Taarer,
gavmild som Solen paa en Foraarsdag.
Han gik fra Hus til Hus. Da kom en stakkels
nedbøjet Fader fra sin Datters Baare,
og bad ham komme. Saa gik Herren ind,
ind hvor hun laa, den marmorhvide Pige,
og paa hans Almagtsord hun brat stod op.
Han.
— Stille, fromme Drømme!
Selv hviler Du paa Dvalesøvnens Baare,
og kan kun vækkes af den samme Haand.
Hun.
Ja mine Møer, forlad de gamle Guder,
de blodbestænkte!
Men derfor skal I ikke blive Nonner,
ej hylle Eders smukke Haar i Hvidt, —
har Marken Liljer, har den ogsaa Roser,
og det kan ikke være Synd at elske.
Han.
Ak kjender Du til Elskov!
Hun.
Saamangen Kveld jeg stod,
med Havet ved min Fod,
og stirred fuld af Længsel mod det Fjerne,
hvor nu saa skjær og klar,
paa skjulte Vingepar
sig løfted stille Nattens Tvillingstjerne.
Naar mødtes vel de To,
som i saa dyb en Ro,
samblinkende henvandre deres Bane?
Faaer ogsaa jeg en Ven,
en sikker Følgesvend,
og kommer han fra Havet som en Svane?
Han lander vist engang
med Sol og Strengeklang,
derom der hvisker Noget i mit Indre.
Men trygt jeg bie vil,
til Tvillingstjernens Ild
i mine Længslers Nat faaer Lov at tindre.
Han.
O bæv mit Strengespil
med hellig Kraft og Ild,
til hendes Øjnes Tvillingstjerner tindre!
Tornerose, hører Du Harpens Slag,
jeg ringer Dig op til lysen Dag!
Hun.
Hvor er jeg? Hvorfra disse søde Toner,
som kunde faae et Blomster til at springe,
som kunde lokke Løv paa visne Kroner
og faae et Hjertes Løndom til at klinge!
Med hver en Klang af Drømmeskjær fortoner,
med hver en Draabelyd et Minde smelter,
hvert Lokkeslag et Aag fra Brystet vælter.
Han.
Saasandt der var Længsel i Drømmen nys,
jeg kalder Dig op med et bævende Kys!
Hun.
Godmorgen Fader! Lyset end mig blænder,
forvildende de muntre Straaler spille.
Jeg hører ingen Kurren, ingen Vrinsken,
og ingen Fodtrin — er det vel saa silde?
— O høje Himmel!
Han.
Skjønne Tornerose!
Hun.
En Fremmed i mit Bur og ved mit Leje!
En Fremmed? Nej en Ven, den Eneste
jeg vilde see med Uro og med Savn
igjen staa ud paa Havets vaade Veje —
nu vildes jeg igjen —
nej, nej, min Sjæleven, ham er det ej;
sølvstænket var han, skjøndt i Manddoms Alder,
men dennes Lok er som en sortblaa, skumfri,
knejsende Bølgekam, før ned den falder —
og dog er Harpen hans, det Duenæb
med Oliebladet kjender jeg saa godt —
det sortner for mig! — Ak nu mindes jeg
den rædselsfulde Stund! Han stod paa Klinten,
med Harpen i sin Haand, med Folket om sig,
da hvined Pilen fra min Faders Bue,
grulige Syn! Jeg saae det hist fra Gluggen,
og jeg maa være daanet i det Samme.
Han.
Ak, det er længe, længe siden!
Hun.
Længe?
Iaftes var det vel?
Han.
Nej lange Aar
har her Du hvilet i din Dvaleslummer.
Hun.
Du taler som en Tordensky om Natten,
Du skræmmer mig med underlige Lyn,
som kun gjør dobbelt sort — o Fremmede,
hvi sønderrev Du brat mit Drømmespind,
det var saa lyst. Gaa bort, hvorfra Du kom —
nej bliv, det er som om jeg kjendte Dig,
dit Øje ligner hans i trofast Styrke,
hans Harpe passer Dig saa vel i Haanden,
trøst mig som han, thi jeg er angst i Aanden.
Han.
Saalangt jeg kan mindes,
drømte jeg om Dig,
alle min Barndoms Tanker
fløj altid samme Vej,
bragte jeg hjem et Blomster
af sælsomt Farvespil,
og spurgte jeg min Moder:
Er vel noget Skjønnere til?
Da svared hun, det Svar gik mig aldrig af Minde:
Ingen uden hende, —
den dejlige, dejlige
Tornerose!
Hun.
Alle mine bedste Drømme
knoppes, aabne sig og gløde,
svulme, dufte mig imøde —
strøm ej over Hjertestrømme!
Han.
Saatidt jeg i Dystløb
Sværd og Lanse svang,
og Smil og Haandklap hilste mig
fra Skrankens Silkehang,
da lysted mig at leve
skjøndt kjækt jeg turde dø,
og jeg spurgte min Fader:
Har Velskland skjønnere Mø?
Da svared han, det Svar gik mig aldrig af Minde:
Velskland har hende, —
den dejlige, dejlige
Tornerose!
See nu staar jeg, hvor jeg vilde;
med et Blik Du kan mig jage,
med et Blik Du kan mig skille
fra en Lykke uden Mage.
Tør jeg vel din Ridder være?
Tør jeg dine Farver bære?
Hun.
Ingen Andens maa Du være!
Ingen Andens Farver bære!
O var ikke Du min Ridder,
var til Døden kun jeg vækket,
grusomt da mig havde gjækket
al den søde Strengekvidder!
Nu først forstaar jeg, hvad Du sagde nys
om al min lange, endeløse Slummer,
ja slumret har jeg, vandret som i Drømme
mit hele Liv, thi Dig jeg ikke kjendte!
(som vaagnende af en Drøm)
Men ak hvor sælsomt, ak hvor tyst —
min Terne maa jeg kalde,
er ikke Alt saa morgenlyst,
og dog i Slummer Alle!
Og mine Duer har jeg glemt,
og saa min raske Ganger!
Og Du, min Cither, hvor forstemt,
Du savner vel en Sanger!
Og mine Blomster, mine Smaa,
som villig lod sig plukke,
see hvor vansmægtende de staa
og kan dog ikke sukke —
Bring Vand, I Terner! Intet Svar,
jeg kalder, Ingen kommer —
Han.
O Du min Rose skjær og klar,
nu dages din Skjærsommer.
Ej længer Mørkets Magt har Rum,
kom med, følg rundt i Borgen,
og hver en Røst, som nys var stum,
skal hilse os Godmorgen!
Kald paa dine Duer, de længes!
Hun.
Alle mine Duer,
vaagner, vaagner,
kurrer igjen fra Eders Slag!
Nikker mod Solen,
vipper lystigt,
kredser i Ring om Taarn og Tag!
Natten er omme
og Maanen paa Flugt,
vær nu lidt fromme,
forliges nu smukt!
Alle mine Blomster,
vaagner, vaagner,
Liljer hvide, Iris blaa!
Luende Abild,
Dronningroser,
Blaaslør, Svanehvid, Gyldenstraa!
Nu tør I gløde
i Morgenens Skjær,
dufter imøde
den slumrende Hær!
Alle mine Terner,
vaagner, vaagner,
og binder Kranse, op til Fest!
Dugen I brede,
Væven hvile,
byder Alverden ind til Gjæst!
Alt er som fundet,
som anden Gang skabt —
Han.
Lyset har vundet,
Mørket tabt.
Hun.
Ja Alt er skjænket mig for anden Gang;
Alt er saa nyt, og dog saa kjært og gammelt —
men dette Murgrønt og det mørke Mos
og disse Vedbendrankers sejge Fletning,
ak det maa være lange Tiders Værk!
Han.
See nu hvor muntert Alt i Borggaards-Ringen,
af Liv det svulmer, siden Du er vaagnet!
Vandspringets Piasken kan man næppe høre
for Støj og Latter —
Hun.
Ak, men hvor er Fader!
Hvor lider Du min Fader,
var ogsaa Du i Slummer,
i Dvalens lange Nat;
bag Lykkens Søjlerader
der steg et Bjerg af Kummer,
om Du har mig forladt!
Han.
Nej sine Guder kun han har forladt,
ej Dig!
Hun.
O atter Naade over Naade,
hvor er han? Kom, fra Taarnets Svalegang
man skuer vidt i Dalen — sviml blot ikke,
naar Graven gaber under dine Fødder —
o Himmel! Nej det bliver mig der svimler,
med dette Rosenhav for mine Øjne!
Han.
Ja herligt, herligt! See hvor Tornemørket
lig Nattens Mulm slaar ud i Roser røde!
Hun.
Og tys, der er en Klokkeklang i Luften,
meer mild, meer højtidsfuld end Hjordens Bjælder,
og see der skrider frem igjennem Dalen
et sælsomt Tog! Hvem er de stille Mænd,
hvis Sang gjør mig saa underlig om Hjertet,
saa jeg maa knæle?
Han.
Det er Brødrene
fra Klinteklostret, seer Du ham, den Gamle,
som haster fremad hist med oprakt Kors,
som om han havde rystet af sin Skulder
sin Alders Snee, lig Fjeldet, naar det vaarer.
Hun.
Hans Skikkelse med Ærefrygt mig fylder,
men Fader, hvor er han?
Han.
Betragt ham nøje!
Hun.
Ja, ja, men Fader er en vældig Høvding,
og naar jeg bringer ham min Morgenhilsen,
saa trykker jeg mit Bryst mod Jern og Staal!
Paa Mørkemanke
han stormer frem i Skoven, skilles ej
fra den, saalidt som Sejleren fra Havet.
Og dog, og dog, — hvad gjør mig dog saa træt —
følg mig derud, selv om han skulde vredes,
fordi jeg mod hans Bud forlader Borgen.
Eneboernes Tog nærmer sig under følgende
Sang.
Lad Lykkens Ganger springe
og springe Dig forbi,
med gylden Trense ringe,
og tee sig frank og fri;
og løfte eller slænge,
som var hun uden Baand, —
dog hendes Tøjler hænge
i Herrens højre Haand.
Der sankes Skjæbnens Traade
lig Væverstolens Garn,
med Islæt af Guds Naade,
selv mod hans mindste Barn;
og hvergang Støvet tvinger
itu, hvad Han bandt fast,
langmodelig hans Finger
gjenknytter hvad der brast.
Det skjærer og det skrammer
vort skrøbelige Kjød,
naar hellig Vilje strammer,
hvad syndig Vilje brød.
Dog skal engang vi finde,
naar Taagen er forbi:
Ej Skjæbnerne var blinde,
men blinde var kun vi.
Den Gamle.
Ja som med Bind for Øjet her vi vandre,
i Engles Ledebaand; naar Bindet falder,
da staa vi uforskyldt ved Naadens Porte
og mødes med det Kjæreste vi ejed,
som jeg nu staar ved mine Fædres Borg
hos Dig, min gjenopstandne Kjærlighed!
Tornerose.
Fader, Fader, o hvor sødt,
hos Dig jeg tør mig gjemme!
Aldrig før saa mildt og blødt
det kaldte fra din Stemme.
I mit fjerne Dvaleland
var jeg som paa fremmed Strand;
nu, nu først er jeg hjemme!
Den Gamle.
— Ja Livets Tornedal har endnu Roser.
En duggfuld Morgenrose har den bragt mig,
som kjærligt blusser hos den gamle Stub,
og ryster Duggen i min runkne Tørhed,
skjøndt vidende, jeg løves ikke meer.
Vogt hende vel, min Søn, naar jeg er borte!
Ridderen.
Tro, som Sankt Placidus har vogtet mig!
Eneboerne.
Du som sukker dybt og bange,
Du som vaager paa dit Leje,
Du som bæver for de mange
Livets tunge Torneveje:
Grib i Troens stærke Strenge,
de skal Tornemuren sprænge!